Store tanker ! Hvad siger Bibelen egentlig!
En mors tanker!
For en del år siden skrev min nu afdøde mor følgende brev, som beskrev nogle af hendes tanker og bekymringer ved at have en homoseksuel søn. Dette blev skrevet mens jeg stadig var i Guds Verdensvide Kirke og forsøgte at finde vej ud af homoseksualiteten.--------
En mors tanker!
Vores søn er homofil. Jeg vil ikke skrive om hans liv; men om at være forældre til en homofil. De tanker vi fik, som for eksempel: Hvorfor netop ham? Kan et barn påvirkes i moders liv? Jeg var bange for at få en dreng, da jeg ikke kendte til at opdrage drenge, så jeg ønskede en pige; men fik en dreng. Min mor og jeg vidste altid hvad køn det barn, vi ventede, havde. Vi fik en dejlig dreng, han var skindød; men vi fik heldigvis liv i ham, og da jeg først havde fået ham, var alt godt. Kan børn opfatte forældre anderledes end de er? Kan han have opfattet mig, som dominerende, fordi det var mig, der opdrog ham? Min mand og jeg var enige om opdragelsen. Jeg mente, at jeg opdrog ham, så rigtigt som man nu kan, når man gør sit bedste. Vores søn var en enspænder, da han var barn, selv om han nemt kunne få venner; skiftede han dem ud, hvis de kom for tæt på ham. Han kunne ikke lide sport, især hold-sport. Jeg prøvede at få ham med i forskellige foreninger; men han holdt op; selv det at bygge en gokart blev han meldt til; men da han ikke kunne arbejde alene med den for de andre, duede det ikke. Kan sygdom være årsagen? Han havde børnelammelse da han var omkring et år gammel. 2½ år gammel kunne han ikke rejse sig fra gulvet, når han lå på ryggen, vi blev derfor henvist til en professor Plum på Rigshospitalet, han ordinerede optræning, og børnehave fordi han ikke ville tale og blot pegede på det, han ville, det blev kaldt dovenskab – han kunne godt tale. Som 14-årig havde han i lang tid lidt meget af hovedpine og kom derfor igen til denne professor. Her kom han til samtale med en psykolog, som ringede til mig og gav udtryk for, at hun ikke kunne komme i ordentlig kontakt med min dreng; hun anbefalede et ophold på Montebello, for han var hysteriker. Jeg fik et chok, for var der noget, han ikke var, så var det hysterisk; men jeg fik at vide, at det var noget med sindet og ikke det jeg opfattede som hysterisk. Han var indesluttet, det havde jeg jo godt mærket, så de mente at et ophold på Montebello ville hjælpe. Han havde det vist ikke særligt godt deroppe. Det hjalp ham heller ikke, for de mente han var uvillig til at samarbejde. Han ville blandt andet ikke deltage i fodbold eller nogen anden sport. Siden blev jeg jo klar over hvorfor. Han kom hjem og vi fik en plads på landet til ham, han havde altid ønsket at blive landmand. Det var dog et forkert sted for ham, han ville hjem, han græd, når han skulle ad sted efter weekendbesøg hjemme. Vi holdt på, at han skulle blive for man kan ikke sådan løbe fra noget; men så en dag ringede han hjem og sagde, at hvis jeg ikke hentede ham løb han væk – så fik jeg travlt med at køre op efter ham. Det viste sig, at landmanden var vandt til at have drenge at hundse med, drenge som ikke havde noget sted at være, drenge, der kom fra børnehjem eller lignende. Min søn blev drillet og gjort nar af. På vejen op efter ham skulle jeg have fyldt benzin på. Jeg spurte på tankstationen, om de havde brug for vores dreng, det havde de. Han begyndte at arbejde der næste dag, de var glade for ham og de betalte handelsskole for ham, så de kunne beholde ham. Det var ellers ikke noget de gjorde. Der var stadig noget der trykke ham, man kunne mærke det, han ville ikke snakke, om morgenen når han spiste sad han bare og så ud af vinduet, det var ikke sådan, at der var uvenskab eller skænderier, det var bare det, at han ikke var glad. Jeg blev syg, så vi måtte holde op med vor forretning og flytte til Møn. Min søn kunne ikke finde arbejde der, så han flyttede ind til sin søster i København og fik arbejde. Han havde sparet penge sammen af sin løn så han kunne købe en lejlighed, som han flyttede i dan han var 17½. En dag kom han og hans søster og fortalte, at han var homofil. Min mand fik et chok og sagde desværre: »Sådan noget svineri!« Det var han senere ked af at have sagt, vores søn kunne jo ikke gøre for det, det var jo ikke med vilje han var sådan. Jeg blev også ked af det; men også lettet for nu vidste jeg hvorfor, jeg altid havde følt, at der var noget galt. En overgang troede jeg, at han var kommet ind i noget kriminelt. Jeg vidste dårlig nok, hvad homofil var for noget. Han levede i nogle år som aktiv homofil. Han kunne altid komme hjem med sine venner som blev taget godt imod. På et tidspunkt havde han en arbejdsplads hvor han fortalte chefen at han var homofil. Chefen og hans kone godtog det. Han blev inviteret hjem til dem og de lovede ikke at meddele arbejdskammeraterne det; men de holdt ikke deres løfte, og min søn blev frosset ud. Der var stadig et hvorfor! Arvelighed, opdragelse eller sygdom. Man kunne ikke tale med nogen om det, det var tys-tys. Han begyndte at interessere sig for religion og fandt ud af, at det var forkert at leve som homofil. Jeg tror nok han faldt i nogle gange; men nu har han fundet den rette tro og kæmper sig ud af det liv som homofil. Han har haft nogle slemme nedture. Han kan ikke få familie, som andre. Som mor har det givet mange tanker om skyld eller ikke skyld. Jeg ved det ikke; men bevist har min mand og jeg ikke gjort noget galt. Vi har elsket vores børn; men måske vist det for lidt. Min søn havde en godt samtale med sin far, inden min mand døde. Det løste op for nogle følelser, det er jeg meget glad for. Nu lever han for sin tro på Gud og vil gerne hjælpe andre, som har levet som han og gerne vil ud af det liv. Mange tanker er gået igennem mit hoved, ikke mindst fordi man skulle være tavs om det. Nu håber jeg kirken vil hjælpe disse mennesker, så hjælper den også forældrene. Disse mennesker, som er vore søskende, trænger til hjælp og støtte, når de vil bort fra det homofile liv. Når man ved hvor meget kærlighed og samliv betyder, er det svært at vide, at man aldrig opnår det. De fleste får ikke nogen familie. ------- Jeg forsøgte at vende homoseksualiteten ryggen i 10 år - alt jeg opnåede var at blive syg af ikke at måtte være det menneske, som jeg virkelig var. At vende op og ned på sit følelsesliv er ikke kun et spørgsmål om at undertrykke sin seksualitet, men hele ens følelsesliv og store dele af ens personlighed. Det er hårdt, det er umenneskeligt! Men endeligt fandt jeg, at Bibelen ikke er så fordømmende over for homofile, som jeg havde troet, og at jeg kunne komme til Gud, som jer er - uden fordømmelse. Kærlig hilsen Lars
