Store tanker ! Hvad siger Bibelen egentlig!

Counter

Mange mennesker - ikke mindst jeg selv - går rundt og har "store tanker" og/eller

spørgsmål om livets store spørgsmål.

Jeg sidder ikke inde med alle svarene - og det er der nu nok heller ingen anden, der gør! Men gennem mange år har jeg søgt svaret på livets store spørgsmål. Jeg har søgt via Meditation og Yoga - Hare Krsna - diverse kristne trosretninger, filosofi og buddhisme - Jeg har været soldat i Frelsens Hær i tre år - medlem af Guds Verdensvide Kirke (Worldwide Church of God) i 10 år - Fritstillet fra religiøse rammer siden 1995. I min søgen efter svar på de store spørgsmål, har jeg samtidig forsøgt at forstå, tilpasse og forandre min homoseksualitet. I dag har min tro og mit følelsesliv (seksualitet) ingen konflikter. Siden 1996 har jeg levet i fast forhold til en mand - indgået registreret partnerskab med Erling i 2001. Jeg er ikke fordømmende over for andre menneskers tro og meninger, jeg har selv ændret tro og meninger flere gange i mit liv - en uvilkårlig del af søgen efter svar. I dag står jeg med en stærk tro på Gud og er ganske tryg ved at hvile i tanken og troen på, at han har en plan og en mening med os mennesker - jeg behøver ikke nødvendigvis at have særlig megen forståelse eller indsigt i hans plan og mening med at have sat os mennesker på jorden. Bibelen var på et tidspunkt for mig "Guds Ord" fra ende til anden. I dag ser jeg Bibelen som en bog nedskrevet af mennesker, som beskriver deres forhold og oplevelser med Gud. Bibelen er inspireret af Gud - ikke nødvendigvis hans ord og endegyldige sandhed fra ende til anden - men troendes beskrivelser af deres liv med Gud (og kampe og tvivl), som de har skrevet ned, så deres efterkommere kan blive inspireret og komme Gud nærmere. Man kan derudover ikke komme uden om at den består af 66 bøger, skrevet gennem flere hundrede år og af vidt forskellige forfattere, som skrev på flere forskellige sprog - dog har Bibelen en rød tråd som knytter bøgerne sammen, både historisk og åndeligt. Der kan være en del modsigelser, mange kan dog forklares ved et nærmere studie - alt i alt gør den sig selv til en meget speciel bog. Hvad med andre religiøse skrifter? Koraen, Bhagavad Gita, Budhas lære, De vediske Skrifter og mange andre! Mon ikke også flere af dem (eller dem alle) er skrevet under inspiration af forfatterens forhold til Gud! Jeg håber med disse sider at kunne dele nogle af mine "store tanker" med andre og ligeledes få inspiration af andres "store tanker". Jeg forventer at alle, der skriver i ovenstående forum, respekterer andres tro og meninger. Alle er velkomne til at give udtryk for deres tro og mening, men på en sober og anstændig måde, så det ikke udarter sig til fordømmelse eller religionskrig!! Jeg forbeholder mig ret til at slette indlæg af anstødelig, fordømmende og negativ art. Lad os inspirere og lære af hinanden i en positiv og respektfuld ånd! God fornøjelse! Lars Andersen Født i København 1952