2010/ 11 Grækenland

Startside Startside

15. oktober, fredag

Diset til morgen - men da det begyndte at klare op blev vi enige om at bryde op og drage med kurs mod Bran og Grev Dracula. Fantastisk flot tur - vejene svingede dog fra særdeles ringe til glimrende - naturen storslået. Da vi nærmede os Bran og lyset blev dæmpet (overskyet sidst på eftermiddagen) kunne vi begynde at fornemme vampyrerne i skyggerne ! Området er i hver fald glimrende til vampyr/Dracula film. Vi havde lidt problemer med at finde Vampyr Camping - vores anvisninger ville have os i den anden ende af byen - men vi spurgte om vej og nåede frem før vampyrerne for alvor søgte blod. Vi er de eneste på pladsen (hollandsk ejet), så vi bliver nogle dage - 60 RON pr. dag inkl. strøm og gratis internet. Vampirecamping!  

16. oktober,

lørdag

Jeg har været ret træt i dag - sovet halvdelen af dagen - ellers slappet af og gået tur.

17. oktober, søndag

Lidt indkøb og et besøg ved Draculas slot - hold da op et tilløbsstykke! Vi er uden for sæsonen og dog myldrede det med turister. Vi opgav at "klatre" op til selve slottet - som i øvrigt ikke skulle være det helt store. I stedet så vi lidt på de mange turistboder - det er ikke lige vores kop the. Midt på billedet kan man se røget gedeost - vi har købt et stykke - det smager faktisk ganske godt - men den røgede smag er noget uventet for vore smagsløg, som forventer ost. Her til eftermiddag er der ankommet et ungt par i et "rugbrød" de er såmænd bare på vej til Cape Town i Sydafrika. Følg dem her: www.rondjeafrika.nl Rigtig fint vejr i dag

18. oktober, mandag

En del tåge til morgen - 6-7 graders varme - skal vi tage af sted eller skal vi ikke?  Ved 10-tiden besluttede vi os for at køre - retning: Det Sorte Hav. Enkelte huller i skydækket viser os sneklædte bjerge. Skovene er klædt i efteråret farver - en meget smuk tur - først på snoede bjergveje - over 1000 meters højde - siden på et fladt plateau med bla. vinmarker. Ved 16-tiden begyndte vi at lede efter et overnatningssted. Vi drejede ned ad en sidevej og fulgte et skilt til en vingård i håb om at det kunne være et velegnet sted for overnatning - det var det nu ikke. Vi befinder os ca. midtvejs mellem Ploiesti og Buzau. Tilbagelagt omkring 150 kilometer. Mange steder sælges der kæmpe vinklaser langs vejen - og vinmarker, så langt øjet rækker. I en lille landsby så vi en parkeringsplads, som så fornuftig ud (hvis der ellers er noget fornuft i en parkeringsplads!). Vi parkerede og Speedy blev introduceret for de lokale hunde. Lidt efter kom der en dame og jeg spurgte om det var ok at holde her - på flydende rumænsk og et venligt smil, fik vi lov at være her og ydermere plukke af hendes æbler i haven - hvad mere kan man forlange? Vejret er ikke så godt - lidt regn, men ikke koldt (ca. 12 grader). Minsandten om vores søde dame ikke kom med kaffe til os - vi skulle da ikke lide nød. Vi inviterede hende ind - men nej tak. Ellers har jeg haft travl med at fodre hunde - alle steder, vi stopper, er der sultne hunde.  

19. oktober, tirsdag

Regn hele natten og det ser ikke ud til at klare op. Vi begav os af sted. Lidt oplevelse på smattede jordveje - måtte et sted bakke 500 meter tilbage, da det så for håbløst ud. GPS-damen, havde også sine problemer med at guide os på rette kurs. Men sidst på formiddagen kom vi da til hovedvejen - stadig i regnvejr. Fortsatte østpå - fandt en restaurant - Baldo - med parkering. N45°19'36" E027°54'05" - her er gratis internet. Det har regnet uafbrudt hele dagen - og ser ud til at fortsætte. Vi spiste dagens menu på restauranten - kyllingesuppe og stegt kylling med pomfritter, en flaske lokal rødvin = 69 RON = ca.110,00 kr. Vi skulle desuden betale 10 RON for at parkere for natten. Her var i øvrigt en hund, som burde have boet på Draculas slot!  

20. oktober, onsdag

Tørvejr i nat - op ad formiddagen klarede det op og solen kom frem - vi nåede omkring 20 grader i skyggen. Herligt. Frokostpausen blev ved en kirke i en lille kloster-landsby for enden af en 5 km dårlig sidevej. Flot kirke. I Galati blev vi overrasket over at vi skulle med færgen over Donau floden, men det blev så til en ny oplevelse. En tigger ombord fik en skilling. Fortsatte mod Tulcea ad veje af svingende kvalitet - besøgte en gammel kirke, som man så småt var ved at sætte i stand - lang vej endnu. Vi ledte efter Camping Lac Murighiol - en mand standsede for at hjælpe os og foreslog en plads ved floden, hvor vi kunne holde gratis. Vi syntes dog vi var lidt for tæt på vejen - må jo tænke på Speedy. Han viste os så vejen til campingpladsen, som vi bestemt ikke syntes om - en rodet baghave til 14 € for en nat. Vi aftalte, at vi ville se os omkring og måske komme tilbage. Nogle nydelige stråtækte træhytter og en skilt der sagde Pensiunea La Tavi fik os til at standse - jo vi var velkomme til at holde her og bruge faciliteterne - 50 RON. E29°09'13" N45°02'35" Glimrende. Det er i udkanten af byen Murighiol. Mange af de omkringliggende huse er med stråtag.  Meget fattigt og pløret.

21. oktober, torsdag

Det var meningen, at vi ville finde et passende sted ved Donau floden og hygge os i dag og så eventuelt vende tilbage til Pensiunea La Tavi for natten.  Vi kørte ad alle mulige små veje for at finde et sted vi kunne være - de steder, som kunne være interessante, var så mudrede efter de sidste dages regn, at vi ikke kunne bruge dem (vi skulle jo gerne kunne komme der fra igen). Så det endte med at vi stille og roligt fortsatte sydpå - ville stoppe, hvis vi fandt et egnet sted, for vi trænger til lidt hvile.  Alle ellers egnede steder er for mudrede. Vi gjorde dog holdt ved en gammen slotsruin fra fjortenhundredetallet. Her var en strålende udsigt og vi ville gerne blive, men alle parkeringsmulighederne var alt for skrånende. Speedy og jeg traskede op til ruinen - Erling opgav undervejs - der var ikke så meget at se, andet end gamle mure og en fantastisk udsigt. Vi besluttede så at fortsætte til campingpladsen (der er faktisk flere, men de fleste er lukket for vinteren) ved Constanta. Her var en enkelt campingvogn fra Schweiz.         

22. oktober, fredag

Igen var planen at slappe af - men internettet virkede ikke - og vi syntes ikke at vi trivedes her (jeg ved egentlig ikke hvorfor). Altså af sted videre til: Campingplatz Popas Zodiac  Gala Galaction 49 905502  Mangalia Jupiter (Dobrogea) Rumænien Men ak og ve pladsen var allerede lukket ned for vinteren - alt i området var i øvrigt temmelig øde - et rigtigt sommersted med hoteller, pensioner, natklubber, barer osv. men nu næsten mennesketomt. Vi besluttede at finde et sted at fri-campe, her er jo masser af plads. Efter et lille hvil på en parkeringsplads ved et nedlagt hotel. Ledte vi os frem til en plads ved stranden - talte med en mand, som sagde, at vi var velkomne til at blive her - han var vist en slags opsynsmand. Vi gav ham en dåse øl. N43°50'34" E28°35'33" Vi "låner" det nærliggende hotels trådløse internetforbindelse. Solen skinner fra en skyfri himmel - Sortehavet er ikke sort med flot blåt. Temperaturen er ikke så høj - 12 grader - men solen varmer herligt. Vi fandt dog en lille købmand, ikke langt fra vor plads - ikke det store udvalg, men brød, kartofler og pølser, fik vi da.  

23. oktober, lørdag

Underligt at gå rundt i en nærmest død ferieby - alt er tomt - forretninger, hoteller, barer - kun en enkelt lille bar og en lille købmand har åbent for de få mennesker, som holder øje med de tomme bygninger. Vi har rigtigt slappet af - solen har skinnet varmt og dejlig - sidde-ude-vejr. Stedets store hund har slået sig ned hos os - godbidder - så vi har gratis vagtværn. Ellers er det en jammer at se de mange lænkehunde her i Rumænien - mange står døgnet rundt i en lænke på 1½ meter - forhold vi slet ikke kan acceptere. De herreløse hunde har det næsten bedre. Vi bruger mere hundemad på de mange hunde, vi møder på vor vej, end det Speedy kan fortære.  

24. oktober, søndag

Det blev overskyet og blæsende i aftes - men her til morgen kæmper solen mod skyerne, så der er håb om godt vejr. Igen blev det varmt og solrigt. Forleden skulle jeg købe smør i en lille forretning - jeg endte bag disken for at finde det selv - rent sprogligt kunne vi ikke blive enige om hvad smør var - jeg sagde endda muh som ko (tror jeg). Nå men jeg fandt nogle små pakker, som jeg var sikker på var smør - men ak og ve - da vi skulle smøre det på brødet viste det sig at være gær! Det skal da ikke gå til spilde, sagde Erling, og vi fandt mel i den lille butik - også skulle vores OMNIA ovn stå sin prøve og give os friskbagt brød - det gik fint - så den kan anbefales.  

25. oktober, mandag

Efter at have fået vandtanken fyldt op og toilettet tømt - varm afsked med vores ven - han fik cigaretter og øl for sin venlighed - drog vi ad sted. Første til en ADAC stellplads 13 km sydpå (3 km før grænsen til Bulgarien) lige ud til vandet - holdt et par timers pause her og fortsatte så over den Bulgarske grænse - gik nemt og hurtigt - vekslede penge og købte vignette for en uge. Ve besluttede at køre til Kavarna - en lille kystby omkring 40 km syd for grænsen. Her fandt vi nemt en fin P-plads for resten af dagen og natten - kunne oven i købet fange en internet forbindelse. N43°24'48" E28°21'12" 26. oktober, tirsdag Øsende regnvejr - men 14 grader her til morgen, det er det bedste hidtil. Op ad dagen klarede det op og blev rigtigt fint - 17 grader. Vi kørte til Varna og drejede ind i landet for at finde Camping Wilola - vejene har som sædvanlig været af meget blandet beskaffenhed. Link til info om Camping Wilola Her skulle så have været billeder af pladsen - men regn og lidt stress ved afrejse fik fotograferingen til at gå i glemmebogen. Klik i stedet på ovenstående link. Vi havde flere gange udsigt til de fine strande ved de store turistkyster. Ellers har vi bare nyt turen gennem afvekslende landskab og små landsbyer.  

27. oktober, onsdag

Camping Wilola er ejet af en britisk par, som flyttede hertil for fire år siden. Vi er de eneste på pladsen - har fået vasket tøj i håb om at vejret bliver godt, så det kan tørre. Men nej - koldt resten af dagen.  

28. oktober, torsdag

Hundekoldt og regn - indendørshygge hele dagen - opholdsvejr om eftermiddagen, men stadig ikke over 5 grader og blæsende. Vi har dog fået tørret vort tøj - Speedy har leget med hundene, og vi forventer at drage videre i morgen i forhåbentlig bedre vejr.
Vi er blevet interviewet af Torben Brandt fra DCU
Husk Klik påbillederne!!
Counter