Sicilien 2008 / 2009
2. november
Kun femten grader til morgen - det svinger noget, må man sige. Til gengæld steg
temperaturen til omkring 26 grader.
Vi kørte sydpå til den sydligste spids af støvlehælen - Maria di Leuca - ganske nydelig by og
dejlig kyststrækning. Men endnu engang må vi sige, at italienerne er nogle vejsvin, så snart
man er uden for byerne benyttes vejkanter, parkerings- og rastepladser, ubenyttede
indkørsler osv. til at smide affald.
Vi så på en campingplads lige uden for Maria di Leuca, med tanke for om den skulle være
bedre end den vi er på nu, vi besluttede at blive hvor vi er. Her har vi adgang til kysten, her
er mere åbent og frit - mere atmosfære.
3. november
Vi må da sige at vi slapper af - kun lidt indkøb, ellers sidde i solen og læse. Jeg har rodet lidt
med min protese, da den har trykket på en knogle siden den nat med smerterne, men nu er
jeg vist ved at ramme med lidt skæren og filen på inderhylsteret, så det fungerer igen.
Lidt vask skal der da også til!
4. november
Formiddagen tilbragte vi med at se lidt på den gamle by - den ligger på en ø forbundet med
bro/dæmning. Man kan køre rundt om byen, men stort set ikke ind i byen. Parkering er
vanskeligt, da de fleste pladser kræver særlig tilladelse (indbyggerne).
Siden lidt op langs kysten, som virkelig må være livlig i højsæsonen, men nu ligger alt dødt
hen. Fine sandstrande.
Væk fra kysten er næsten udelukkende beplantet med oliven - men også druer og andre
grøntsager, dyrkes der. Jeg har i øvrigt læst, at de knudrede og forvredne olivenstammer
skyldes, at man sår flere olivenkerner på samme sted, derved kan man fjerne de stammer,
som eventuelt rammes af sygdom - derfor de knudrede stammer.
I en mindre by standsede vi ved det lokale marked, hvor de solgte alle de dimser, som vi slet
ikke er klar over, at vi mangler - også en masse mere almindelige ting, som sko, tøj og mad.
Vi er nu nede på fire campister her på pladsen. Tre autocampere (to tyske og en engelsk) og
så os i Tullemor.
Lidt efter klokken 18,00 går vi op på kontoret med Erlings lille bærbare, sætter stikket til
internettet i og læser og sender e-mails, samt ser efter om der stadig er penge på kontoen.
5. november
Vi har besluttet at køre videre i morgen. Så i dag vil vi køre lidt nordpå langs kysten for så at
skrå ind i landet til Lecce.
Et område af kysten er (eller var) rigmandskvarter - kæmpe villaer med enorme
muromkrandsede parker. Mange ser dog ubeboede ud, eller i hvert fald forfaldne - så
storhedstiden er nok ikke så stor længere.
Vi har handlet ind i Carrefour - kæmpe forretning, som vi også kender fra Spanien og
Portugal.
Jeg har søgt efter et par shorts - men det er umuligt - det jo vinter!!!
Aftensmaden blev "rød" fisk med kartofler og salat.
6. november
Rullende torden den halve nat - optræk til uvejr til morgen - skal vi blive eller køre fra
uvejret? - Vi kørte!
Lidt blæst og en smule regn, for endelige at forlade uvejret - men rigtigt fint blev det nu ikke.
Vort mål var en camperplads i Policoro. Frokosthvilet blev for enden af en vej ved en lille
station, hvor vi bakkede ind på et grønt område - stille og fredeligt, kun et enkelt tog.
Ved totiden ankom vi til camperpladser, som viste sig at være ved noget naturlignende
museums et eller andet - alt sammen lukket. Parkeringspladsen var øde og tom, og ikke
særligt tiltrækkende for hygge resten af dagen. Lidt studeren i ADAC-camperbog og vi
besluttede at køre videre til Cerchiara di Calabria omkring 80 kilometer længere fremme. Vi
skulle dreje af fra kystvejen - så langt så godt - men så blev det pludselig til små snoede
bjergveje op i 500 meters højde. Den nøjagtige adresse havde jeg ikke, men lige som vi -
Erling især - var ved at opgive, så jeg et skilt til Agriturismo Acampora - lidt forfaldent skilt,
men dog en vejviser.
Endnu mindre og smalle bjergveje. Vi kører ned, sagde jeg - men ups, der var jo stedet.
Lillemor kom ud og bød os velkomne på flydende italiensk. Jeg kikkede lidt mistroisk på den
lille plads og den stejle opkørsel - men vo intet vover intet vinder. El Burro kom på arbejde,
men fik os da slæbt på plads.
En ung jagthund tog hjerteligt i mod os - især Bonnich - om vi ville
have aftensmad? Ja, hvorfor ikke?
Glimrende badeværelse, fin udsigt over dalen, venlige mennesker
- hvad mere kan vi forlange!
Det blev alle tiders måltid: små kiks med en olivenpurre på - pasta
- fårekød med kartofler og salat - frisk frugt, samt rødvin, vand og
kaffe med en lille en til, serveret af værten selv, som satte sig til
bords sammen med os. Vi plaprede lystigt på italiensk - som
nogen af os forstod bedre end andre. Han forærede os en bog om
området med landkort til. Gav os forslag til en rute, og fulgte os til
dørs, da vi skulle ned til Tullemor.
Vi skal betale 10,00 euro for overnatning
inkl. morgenmad - 16,00 euro for
aftensmaden med alt.
www.agriturismoacampora.it skulle gerne
give mere info.
En rigtig hyggelig aften - vi har besluttet
at blive to nætter her - området byder på
stor naturskønhed, som vi vil udforske
nærmere - området hedder Pollino.
7. november
Forrygende område - men lad os
begynde med morgenmaden, som blev
serveret i serveringsstuen. Kulsort kaffe
og varm mælk,
brød med syltetøj (blandt andet vildrose), tærte og småkager.
Maria - kromutter - er rigtig sød og ville give os madpakke med på
turen, det takkede vi dog nej til - havde vi vidst, hvor lang en tur/dag
det blev, havde vi takket ja.
Første del af turen gik til Santuario Madonna Delle Armi, som vi
nåede til via 17 kilometers snoede og smalle bjergveje op i over 1000
meters højde. Klosteret er bygge på klippeskråningen og var meget
fascinerende. Det hele fik en eventyrstemning i det fugtige vejr og de
lavthængende skyer.
Herfra skulle vi nogle kilometer tilbage ad samme vej for at tage en
sving ud i det ukendte!
Et fantastisk bjerg- og naturområde med små landsbyer nærmest
klistret på klippeskråningerne. I 1200 meters højde forsvandt
asfalten, men jeg fortsatte ufortrødent - det blev dårligere og dårligere
veje - endelig opgav både Bodil (gps) og Erlings computer med
Microsoft Autoroute og gps-modtager - de havde ingen veje i disse
øde områder - det var nu
næsten heller ikke noget,
man kunne kalde veje.
Vi var ved at opgive efter
flere forgæves forsøg, hvor
vejene skiltes og vi endte
på blindveje eller veje, som
var så mudrede og håbløse
at El Burro virkelig kom på
arbejde med firhjulstræk,
og det slutteligt blev for
risikabelt at fortsætte.
En sidste vej så ud som om
den måske førte over til en
landsby på en fjertliggende
skråning. Hvis ikke det bar
frugt, måtte vi se at vende
om ad samme vej, som vi
var kommet.
Det lykkedes endeligt -
asfalt - dog kun nogle få
hundrede meter - så tilbage
- tage en lille dårlig vej,
men som pegede i den
rette retning - og vupti!, så
havde Lotte fundet vejen og
blev bedt om at finde hjem
til Tullemor - 96 kilometer!
Et par timers kørsel mere,
stadig i smukke omgivelser, og vi var hjemme, både sultne og
trætte.
Nu glæder vi os til aftensmaden, som er bestilt til klokken
18,00.
Herligt måltid: pastaret, pølseommelet med to slagsgrønt, ost
og pølse og til slut frisk frugt og kaffe med en lille en til ganen.
Fatter satte sig til bords sammen med os igen. Han ville vide
noget om vores venskab og ægteskabelige status - håbløst, når man ikke taler et fælles sprog -
så det blev til at vi er venner, ugifte og ikke har børn - de efterfølgende spørgsmål, kunne vi
ikke blive kloge på.
Vi viste ham Bonnichs EU-pas - det vakte nogen aktivitet. Han bad om at låne det og forsvandt
sammen med familien - for ti minutter senere at komme tilbage og fortælle os et eller andet, vi
ikke forstod. Så jeg ved ikke rigtigt, hvad der foregik.
De har hunde og katte her, men det er tydeligt at det ikke er egentligt kæledyr, men bare noget
man har. Kattene løber mellem benene på Bonnich, som tager det rigtigt pænt - herligt.
Efter måltidet følger han os, lige som i går, helt ned til Tullemor. Vi bød ham ind på en
Jägermeister, det kunne han vist godt lide.
8. november
Rørende afsked med Maria - et fortvivlet forsøg på at få
hende til at forstå, hun skulle hilse sin mand - og vi var ad
gårde!
Jeg valgte - uden at spørge Erling - at køre på
motorvejen over bjergene til den modsatte kyst - han gav
sidenhen udtryk for, at det var en god beslutning. De
snoede veje havde sikkert været smukke, men
langsommelige for Tullemor.
Vi fandt en camperplads ved Falerna Marina - frokost og
hvil - pladsen er en stor parkeringsplads ned til vandet -
der er forberedt strøm og vand til camperne, men det er
endnu ikke tilsluttet. Efter hvilet besluttede vi at fortsætte
turen, da jeg ikke følte mig helt tryg ved stedet - for
ensomt, for kendt for kriminelle sindelag og måske ikke
belyst om natten.
Målet blev så San Fantino 90 kilometer længere langs
kysten. Vi tog landevejen med dertilhørende hårnålesving
og alt for smalle gader - men lidt fornøjelse skal jeg da
have. For så vidt en smuk tur gennem frodige egne med
frugtplantager - vi købte også lidt ind i en bod langs vejen
- æbler, mandariner, appelsiner og lokalt brød.
Man havde spærren vejen gennem en af byerne uden at
give videre direktiver for, hvordan
man skulle kommen gennem den -
jeg var heldig at en lastvogn kørte
foran os, så jeg fulgte i kølvandet på
ham og håbede, at det ville bringe os
ud på den anden siden af byen - det
gjorde det! Havde vi selv skullet finde
vejen, var jeg nok endt i håbløse gader, som jeg plejer - Tullemor er i
øvrigt rimelig tålmodig med mig.
Ad lidt besynderlige veje nåede vi da også campingpladsen.
Campeggio San Fantino ***
Via S. Fantino
89010 Taureana di Palmi (Calabria)
Italien
Tlf.: +39 0966-479729
Fax: +39 0966-479430
E-mail: info@campingsanfantino.it
http://www.campingsanfantinopalmi.it/index.html
De eneste andre campister på pladsen er en dansk ægtepar
bosiddende i Luxemburg.
Drak en lokal øl i baren, benyttede internetadgangen og skal nu til at forberede en let
pastaret. Bonnich og ejerens datter forelskede sig i hinanden - Bonnich er jo glad for
børn.
9. november
Som vi også har fået indtryk af, er det sydlige Italien virkelig i økonomisk lavvande.
De havde deres storhedstid i 70'erne og 80'erne, hvor det strømmede til med turister
- her på pladsen, skal de være heldige hvis de kan fylde den halvt op i sæsonen.
Danskerne siger, at den er den reneste plads, de har oplevet her på den italienske
støvlesnude. I sæsonen må den være ideel, da her er virkeligt skyggefuldt og en
fantastisk udsigt over havet og fiskerlejet 100 meter under os.
Her på støvlesnuden er dog ikke så rodet og beskidt, som vi så det var på
støvlehælen.
I formiddags kørte vi først ned i fiskerlejet og så på fiskerne, som bragte deres fangst
i land, så konerne kunne sælge den fra små kurve langs vejen, alt imens mændene
gjorde nettet klar til næste tur. Siden kørte vi ind til den nærmeste by, hævede
penge, drak kaffe og spiste chokoladewienerbrødshorn på torvet.
I eftermiddag kastede Erling sig over tøjvasken - det var en oplevelse, man skulle
betale 3 euro i receptionen - men der var ingen i receptionen - så vi fyldte
vaskemaskinen og startede den - vand og sæbe skylle ud over gulvet - vi skulle have
bundfilteret i, som vi skulle have i receptionen. Erling ventede 1½ time - så kom den
flinke mand og Erling fik sit bundfilter - det blev sat i - men maskinen ville ikke starte!
Op og hente den flinke mand, som efter lidt usikker roden med maskinen, fandt ud
af, at der ikke var noget strøm - da problemet var fundet blev det også løst -
maskinen startede - og vaskede og vaskede og vaskede.
Da vi skulle op
og spise pizza
klokken 19.00
var den endelig
færdig - tøjet
over i
maskinen ved
siden af - som
jo afgjort måtte
være en
tørretumbler -
men ak det var
en
vaskemaskine,
så nu blev tøjet
vådt igen og
måtte tilbage
og blive slynget
i den første
maskine - men
da spiste vi
pizza imens.
Som et lille
plaster på
såret, skulle vi
ikke betale for
leje af
maskinen -
Pizzaen var
udmærket og
manden er
stadig flink!
10.
november
Total afslapning
det meste af
dagen - og lidt
indkøb i
eftermiddag -
Pizza lokker til
aften - 5 euro!
Husk
Klik påbillederne!!