Sicilien 2008 / 2009

Startside Startside

2. november

Kun femten grader til morgen - det svinger noget, må man sige. Til gengæld steg temperaturen til omkring 26 grader. Vi kørte sydpå til den sydligste spids af støvlehælen - Maria di Leuca - ganske nydelig by og dejlig kyststrækning. Men endnu engang må vi sige, at italienerne er nogle vejsvin, så snart man er uden for byerne benyttes vejkanter, parkerings- og rastepladser, ubenyttede indkørsler osv. til at smide affald. Vi så på en campingplads lige uden for Maria di Leuca, med tanke for om den skulle være bedre end den vi er på nu, vi besluttede at blive hvor vi er. Her har vi adgang til kysten, her er mere åbent og frit - mere atmosfære.  

3. november

Vi må da sige at vi slapper af - kun lidt indkøb, ellers sidde i solen og læse. Jeg har rodet lidt med min protese, da den har trykket på en knogle siden den nat med smerterne, men nu er jeg vist ved at ramme med lidt skæren og filen på inderhylsteret, så det fungerer igen. Lidt vask skal der da også til!  

4. november

Formiddagen tilbragte vi med at se lidt på den gamle by - den ligger på en ø forbundet med bro/dæmning. Man kan køre rundt om byen, men stort set ikke ind i byen. Parkering er vanskeligt, da de fleste pladser kræver særlig tilladelse (indbyggerne). Siden lidt op langs kysten, som virkelig må være livlig i højsæsonen, men nu ligger alt dødt hen. Fine sandstrande. Væk fra kysten er næsten udelukkende beplantet med oliven - men også druer og andre grøntsager, dyrkes der. Jeg har i øvrigt læst, at de knudrede og forvredne olivenstammer skyldes, at man sår flere olivenkerner på samme sted, derved kan man fjerne de stammer, som eventuelt rammes af sygdom - derfor de knudrede stammer. I en mindre by standsede vi ved det lokale marked, hvor de solgte alle de dimser, som vi slet ikke er klar over, at vi mangler - også en masse mere almindelige ting, som sko, tøj og mad. Vi er nu nede på fire campister her på pladsen. Tre autocampere (to tyske og en engelsk) og så os i Tullemor. Lidt efter klokken 18,00 går vi op på kontoret med Erlings lille bærbare, sætter stikket til internettet i og læser og sender e-mails, samt ser efter om der stadig er penge på kontoen.  

5. november

Vi har besluttet at køre videre i morgen. Så i dag vil vi køre lidt nordpå langs kysten for så at skrå ind i landet til Lecce. Et område af kysten er (eller var) rigmandskvarter - kæmpe villaer med  enorme muromkrandsede parker. Mange ser dog ubeboede ud, eller i hvert fald forfaldne - så storhedstiden er nok ikke så stor længere. Vi har handlet ind i Carrefour - kæmpe forretning, som vi også kender fra Spanien og Portugal. Jeg har søgt efter et par shorts - men det er umuligt - det jo vinter!!! Aftensmaden blev "rød" fisk med kartofler og salat.  

6. november

Rullende torden den halve nat - optræk til uvejr til morgen - skal vi blive eller køre fra uvejret? - Vi kørte! Lidt blæst og en smule regn, for endelige at forlade uvejret - men rigtigt fint blev det nu ikke. Vort mål var en camperplads i Policoro. Frokosthvilet blev for enden af en vej ved en lille station, hvor vi bakkede ind på et grønt område - stille og fredeligt, kun et enkelt tog. Ved totiden ankom vi til camperpladser, som viste sig at være ved noget naturlignende museums et eller andet - alt sammen lukket. Parkeringspladsen var øde og tom, og ikke særligt tiltrækkende for hygge resten af dagen. Lidt studeren i ADAC-camperbog og vi besluttede at køre videre til Cerchiara di Calabria omkring 80 kilometer længere fremme. Vi skulle dreje af fra kystvejen - så langt så godt - men så blev det pludselig til små snoede bjergveje op i 500 meters højde. Den nøjagtige adresse havde jeg ikke, men lige som vi - Erling især - var ved at opgive, så jeg et skilt til Agriturismo Acampora - lidt forfaldent skilt, men dog en vejviser. Endnu mindre og smalle bjergveje. Vi kører ned, sagde jeg - men ups, der var jo stedet. Lillemor kom ud og bød os velkomne på flydende italiensk. Jeg kikkede lidt mistroisk på den lille plads og den stejle opkørsel - men vo intet vover intet vinder. El Burro kom på arbejde, men fik os da slæbt på plads. En ung jagthund tog hjerteligt i mod os - især Bonnich - om vi ville have aftensmad? Ja, hvorfor ikke? Glimrende badeværelse, fin udsigt over dalen, venlige mennesker - hvad mere kan vi forlange! Det blev alle tiders måltid: små kiks med en olivenpurre på - pasta - fårekød med kartofler og salat - frisk frugt, samt rødvin, vand og kaffe med en lille en til, serveret af værten selv, som satte sig til bords sammen med os. Vi plaprede lystigt på italiensk - som nogen af os forstod bedre end andre. Han forærede os en bog om området med landkort til. Gav os forslag til en rute, og fulgte os til dørs, da vi skulle ned til Tullemor. Vi skal betale 10,00 euro for overnatning inkl. morgenmad - 16,00  euro for aftensmaden med alt. www.agriturismoacampora.it skulle gerne give mere info. En rigtig hyggelig aften - vi har besluttet at blive to nætter her - området byder på stor naturskønhed, som vi vil udforske nærmere - området hedder Pollino.

7. november

Forrygende område - men lad os begynde med morgenmaden, som blev serveret i serveringsstuen. Kulsort kaffe og varm mælk, brød med syltetøj (blandt andet vildrose), tærte og småkager. Maria - kromutter - er rigtig sød og ville give os madpakke med på turen, det takkede vi dog nej til - havde vi vidst, hvor lang en tur/dag det blev, havde vi takket ja. Første del af turen gik til Santuario Madonna Delle Armi, som vi nåede til via 17 kilometers snoede og smalle bjergveje op i over 1000 meters højde. Klosteret er bygge på klippeskråningen og var meget fascinerende. Det hele fik en eventyrstemning i det fugtige vejr og de lavthængende skyer. Herfra skulle vi nogle kilometer tilbage ad samme vej for at tage en sving ud i det ukendte! Et fantastisk bjerg- og naturområde med små landsbyer nærmest klistret på klippeskråningerne. I 1200 meters højde forsvandt asfalten, men jeg fortsatte ufortrødent - det blev dårligere og dårligere veje - endelig opgav både Bodil (gps) og Erlings computer med Microsoft Autoroute og gps-modtager - de havde ingen veje i disse øde områder - det var nu næsten heller ikke noget, man kunne kalde veje. Vi var ved at opgive efter flere forgæves forsøg, hvor vejene skiltes og vi endte på blindveje eller veje, som var så mudrede og håbløse at El Burro virkelig kom på arbejde med firhjulstræk, og det slutteligt blev for risikabelt at fortsætte. En sidste vej så ud som om den måske førte over til en landsby på en fjertliggende skråning. Hvis ikke det bar frugt, måtte vi se at vende om ad samme vej, som vi var kommet. Det lykkedes endeligt - asfalt - dog kun nogle få hundrede meter - så tilbage - tage en lille dårlig vej, men som pegede i den rette retning - og vupti!, så havde Lotte fundet vejen og blev bedt om at finde hjem til Tullemor - 96 kilometer! Et par timers kørsel mere, stadig i smukke omgivelser, og vi var hjemme, både sultne og trætte. Nu glæder vi os til aftensmaden, som er bestilt til klokken 18,00. Herligt måltid: pastaret, pølseommelet med to slagsgrønt, ost og pølse og til slut frisk frugt og kaffe med en lille en til ganen. Fatter satte sig til bords sammen med os igen. Han ville vide noget om vores venskab og ægteskabelige status - håbløst, når man ikke taler et fælles sprog - så det blev til at vi er venner, ugifte og ikke har børn - de efterfølgende spørgsmål, kunne vi ikke blive kloge på. Vi viste ham Bonnichs EU-pas - det vakte nogen aktivitet. Han bad om at låne det og forsvandt sammen med familien - for ti minutter senere at komme tilbage og fortælle os et eller andet, vi ikke forstod. Så jeg ved ikke rigtigt, hvad der foregik. De har hunde og katte her, men det er tydeligt at det ikke er egentligt kæledyr, men bare noget man har. Kattene løber mellem benene på Bonnich, som tager det rigtigt pænt - herligt. Efter måltidet følger han os, lige som i går, helt ned til Tullemor. Vi bød ham ind på en Jägermeister, det kunne han vist godt lide.

8. november

Rørende afsked med Maria - et fortvivlet forsøg på at få hende til at forstå, hun skulle hilse sin mand - og vi var ad gårde! Jeg valgte - uden at spørge Erling - at køre på motorvejen over bjergene til den modsatte kyst - han gav sidenhen udtryk for, at det var en god beslutning. De snoede veje havde sikkert været smukke, men langsommelige for Tullemor. Vi fandt en camperplads ved Falerna Marina - frokost og hvil - pladsen er en stor parkeringsplads ned til vandet - der er forberedt strøm og vand til camperne, men det er endnu ikke tilsluttet. Efter hvilet besluttede vi at fortsætte turen, da jeg ikke følte mig helt tryg ved stedet - for ensomt, for kendt for kriminelle sindelag og måske ikke belyst om natten. Målet blev så San Fantino 90 kilometer længere langs kysten. Vi tog landevejen med dertilhørende hårnålesving og alt for smalle gader - men lidt fornøjelse skal jeg da have. For så vidt en smuk tur gennem frodige egne med frugtplantager - vi købte også lidt ind i en bod langs vejen - æbler, mandariner, appelsiner og lokalt brød. Man havde spærren vejen gennem en af byerne uden at give videre direktiver for, hvordan man skulle kommen gennem den - jeg var heldig at en lastvogn kørte foran os, så jeg fulgte i kølvandet på ham og håbede, at det ville bringe os ud på den anden siden af byen - det gjorde det! Havde vi selv skullet finde vejen, var jeg nok endt i håbløse gader, som jeg plejer - Tullemor er i øvrigt rimelig tålmodig med mig. Ad lidt besynderlige veje nåede vi da også campingpladsen. Campeggio San Fantino *** Via S. Fantino  89010  Taureana di Palmi (Calabria)  Italien Tlf.: +39 0966-479729 Fax: +39 0966-479430 E-mail:  info@campingsanfantino.it http://www.campingsanfantinopalmi.it/index.html De eneste andre campister på pladsen er en dansk ægtepar bosiddende i Luxemburg. Drak en lokal øl i baren, benyttede internetadgangen og skal nu til at forberede en let pastaret. Bonnich og ejerens datter forelskede sig i hinanden - Bonnich er jo glad for børn.  

9. november

Som vi også har fået indtryk af, er det sydlige Italien virkelig i økonomisk lavvande. De havde deres storhedstid i 70'erne og 80'erne, hvor det strømmede til med turister - her på pladsen, skal de være heldige hvis de kan fylde den halvt op i sæsonen. Danskerne siger, at den er den reneste plads, de har oplevet her på den italienske støvlesnude. I sæsonen må den være ideel, da her er virkeligt skyggefuldt og en fantastisk udsigt over havet og fiskerlejet 100 meter under os. Her på støvlesnuden er dog ikke så rodet og beskidt, som vi så det var på støvlehælen. I formiddags kørte vi først ned i fiskerlejet og så på fiskerne, som bragte deres fangst i land, så konerne kunne sælge den fra små kurve langs vejen, alt imens mændene gjorde nettet klar til næste tur. Siden kørte vi ind til den nærmeste by, hævede penge, drak kaffe og spiste chokoladewienerbrødshorn på torvet. I eftermiddag kastede Erling sig over tøjvasken - det var en oplevelse, man skulle betale 3 euro i receptionen - men der var ingen i receptionen - så vi fyldte vaskemaskinen og startede den - vand og sæbe skylle ud over gulvet - vi skulle have bundfilteret i, som vi skulle have i receptionen. Erling ventede 1½ time - så kom den flinke mand og Erling fik sit bundfilter - det blev sat i - men maskinen ville ikke starte! Op og hente den flinke mand, som efter lidt usikker roden med maskinen, fandt ud af, at der ikke var noget strøm - da problemet var fundet blev det også løst - maskinen startede - og vaskede og vaskede og vaskede. Da vi skulle op og spise pizza klokken 19.00 var den endelig færdig - tøjet over i maskinen ved siden af - som jo afgjort måtte være en tørretumbler - men ak det var en vaskemaskine, så nu blev tøjet vådt igen og måtte tilbage og blive slynget i den første maskine - men da spiste vi pizza imens. Som et lille plaster på såret, skulle vi ikke betale for leje af maskinen - Pizzaen var udmærket og manden er stadig flink!  

10.

november

Total afslapning det meste af dagen - og lidt indkøb i eftermiddag - Pizza lokker til aften - 5 euro!
Vi er blevet interviewet af Torben Brandt fra DCU
Husk Klik påbillederne!!
Counter