Spanien og Portugal 2006/07

Startside Startside

Tirsdag den 26-12-2006 18:19:27     nat: -2C    dag: fra -2 til +9C, sol

Vi forlod campingpladsen klokken 9:00. Første del af turen sydpå gik op i højderne af snoede veje, hvor Den gamle Dame fik lov at spilde med musklerne, til vi nåede lidt over 1000m. Siden gik det ad fine veje over højsletten i 6-800 meters højde. En lille frokostpause, hvor Bonnich blev forskrækket over to gevaldigt store hunde, de var dog bag hegn. Det lykkedes også at hyle Frk. Navigator helt ud af den – der var nemlig lige åbnet et langt stykke motorvej, som hun ikke kendte til – tak, hvor hun var på den – men kom da til hægterne igen, da vi nåede hendes opfattelse af rigtige veje. Højsletten var ikke særligt spændende, så det var bare at køre der ud ad. Vi undrer os over, at det har været helt vindstille på det meste af turen i Spanien, det er derfor ikke noget problem at køre omkring 95 km/t på motorvejen. Vi har kørt 380 km, og er nu på en lille campingplads ved Salamanca. I morgen skulle vi gerne nå Portugals kyst. Måske også lidt højere temperaturer – det er dog langt fra slemt, idet solen varmer, og det er lyst til omkring klokken 18:00. Jeg går stadig i sandaler, vest og opsmøgede ærmer – man er vel på ferie, ikke sandt. Vi handlede ind i Salamanca – i et enormt stor supermarked – alene at finde den rigtige let/sødmælk udgør et ocean af muligheder, alle langtidsholdbare! Aftensmaden består af friskbagt spansk-brød med ost og skinke – jeg GIDER ikke lave varmt mad i dag.  

Onsdag den 27-12-2006 18:37:49         nat: -2C     dag: fra -4 til +18C

Det blev en kold nat, vores drikkevand var frosset til is, Der var kun 5 amp el på tilslutningen, så vi kunne ikke køre fuld elvarme, men med gasvarme til morgen var der ingen problemer. Badefaciliteterne var ypperlige, masser af varmt vand – herligt. Vi havde funder frem til en campingplads ude ved kysten, men da motorvejen førte os hurtigt vestpå, besluttede vi at ændre mening og tage campingpladsen lidt længere sydpå i Nazaré. Denne plads tager Camping Checques. Turen videre over højsletten bragte os ned under 4 graders frost. Vi kørte forbi store farme, som avlede tyre til tyrefægtning. Efter at være kommet ind i Portugal, ændrede landskabet sig og blev mere rustikt med forrevne klipper og store runde klippesten. På vej ned fra højlandet, begyndte temperaturen at stige, vi nåede over 18 grader, herligt. Campingpladsen viste sig at være glimrende, vi kunne nyde en drink udendørs, da vi havde fået os slået ned på den bedste plads – dog måtte vi først arbejde for føden - man var ved at beskære de høje fyrretræer, så grene lå overalt og spærrede for indkørslen til den plads, vi havde udset os – vi gav derfor en hånd med for at få ryddet vejen. Da vi er de eneste i denne del af pladsen, nyder Bonnich at kunne rende rundt og undersøge faciliteterne på egen hånd (ben). I aften bliver det ovnstegt kylling med ris og gulerødder.  

Torsdag den 28-12-2006 19:25:05     nat: 10C      dag: 15C, sol

Vi har haft en herlig afslappende dag i dag, i formiddags var vi nede i byen og få lidt information på turistkontoret, lidt indkøb og en tur på stranden – meget flot strand, men dog ikke varmt nok til badning (kun for Bonnich). Bonnich er enestående nem at have med på rejse, i bilen ligger hun mest og sover, når vi er ude løber hun løs og holder sig lige i nærheden, på campingpladsen holder hun sig også hos os, hunde skal jo egentlig være i snor, men pga. at der næsten igen gæster er, kan hun løbe frit. Hun har helt klart fundet ud af at campingvognen er hendes nye hjem. Erling er ikke særlig heldig med vaskemaskinerne på campingpladserne, de er ustandseligt i stykker, men til aften er det dog lykkedes, jeg afventer ham tilbage når som helst med rent vasketøj, som så skal til tørre i morgen. Jeg fik også rullet mig lidt ud i eftermiddag – de bevirkede at Rullemarie fik en ordentlig gang vask – hun er jo faktisk en nydelig dame. Vi har siddet ude til klokken 18.00, dog med stortrøje på. I aften skal jeg forsøge at lave pizza i ovnen.  

Fredag den 29-12-2006 19:03:43   nat: 10C  dag: 15C, overskyet, lidt regn

Pizzaen i aftens blev ikke helt vellykket – bedre held næste gang - slasket. Vi benyttede campingpladsens internetadgang i morges og fik udvekslet e-mails, og set om der stadig var penge på bankkontoen (det slæber an). Vi forsøgte også at ringe hjem via Internettet, men kunne ikke få mikrofonen til at virke. Siden kørte vi til Leiria, omkring 30 km, for at shoppe lidt – igen et kæmpe supermarked – jeg tror faktisk BILKA godt kan pakke sammen og gå hjem – utroligt, da vi ikke synes byerne her er særligt store. Købte et sæt høretelefoner med mikrofon, så må vi se, om vi kan ringe hjem via nettet. Spiste frokost på campingpladsen, sov lidt til middag og vågnede op til overskyet vejr med lidt regn. Det klarede dog efterhånden lidt op, så vi kørte os en tur i omegnen, her er nogle fantastiske strande, som ligger fuldstændigt øde hen (det er jo heller ikke badesæson).  

Lørdag den 30-12-2006 18:58:42        nat: 11C     dag 18C, sol og skyer.

I formiddags kørte vi en herlig tur langs kysten nord for Nazaré, vi havde forventet små fiskesteder, men de var alle udbygget til nydelige ferie- og turistbyer. Vi fandt mange smukke udsigtssteder, kystlinjen er med fantastiske sandstrande afbrudt af klipper. Kaffe og brød med udsigt over stranden og vandet - 3½ Euro, billigt. Lidt indkøb og så hjem til frokost i det fri – skjorteærmer. I eftermiddag blev det til en by- og strandpromenadetur. To besøg på fortovscafeer, Bonnich i leg med de indfødte hunde på stranden – igen en herlig dag, og den varmeste hidtil. De ældre damer er et kapitel for sig selv, hvad påklædning angår: billederne taler vist for sig selv. Jeg sidder udenfor campingpladsen i skjorteærmer og skriver dette, det er blevet mørkt, men ikke egentlig koldt endnu.  

Søndag den 31-12-2006      nat: 12C       

dag: op til 18C, sol

Stille og rolig slappe-af-dag i dag. Sendte e- mail- og telefonhilsner til Danmark og Canada (med de ny hovedtelefoner er det intet problem at tale over nettet - med mobiltelefonen koster det omkring d.kr. 10,00 i minuttet - på nettet koster det forbindelsen, ca. 30,00 d.kr. for en time ). Læste i Engle og Dæmoner af Dan Brown (Lars) og Slottet på den fjerne ø af Victoria Holt (Erling). Vejret var så fint af vi solede os i shorts midt på dagen. Aftensmaden blev Paella – eller noget i den retning – ellers blot slappe af.

Mandag den 01-01-2007 08:50:52    nat: 12C     dag: op til 19C,                                                            

sol – eftermiddag: regn

Godt nytår til alle. Nytårsskyderier her er mere kultiveret end hjemme, ingen skud overhovedet i dagene op til nytår, og intet skyderi før sent på aftenen, så det blev den mest rolige nytårsaften/nat Bonnich har oplevet – hun er jo ellers rædselsslagen omkring nytår. Vi har vist ikke nævnt, at man også skyder fyrværkeri af juleaften, i hvert fald i Spanien. Klokken 17:14:19 Vi har været en fin tur op til Fatima og videre rundt af små veje til Rio Maior og hjem. Frokosten indtog vi på en mindre lokal restaurant i Alcanede - stegt og krydret svinekød, med ris pilaf, kartoffelskiver og champignon. Der var fyldt godt op med gæster, nytårsdag er åbenbart gå-ud- og-spise-dag.  
Vi er blevet interviewet af Torben Brandt fra DCU
Husk Klik påbillederne!!
Counter