Tyrkiet 2014/15

Startside Startside

20. januar, tirsdag

Vi tog pænt afsked med campingfatter og drog ad sted. Vores to GPS’er var sat til henholdsvis korteste rute og campervenlig rute - næsten 50 kilometers forskel. Alt så godt ud på den korte rute - dvs. indtil vi kørte ud af en lille by ved havet! Man kan vist roligt sige, at vejen blev mangelfuld - det gik over stok og sten - nok mest sten! Det var hele tiden spørgsmålet: fortsætte eller vende om - nu står “vende om” ikke først i min ordbog, så jeg fortsatte ufortrødent! Vi kom da også gennem de ca. 10 kilometers skrækkelig vej. Se filmklippet. En noget forsinket frokost blev så en trøst på en meget smuk plet ved vandet. En anden ting, der begydte at bekymre, var vor dieselstand. Det vrimlede jo ikke med benzinstationer på den strækning. GPS’en sagde, at der var en tankstation efter 40 kilometer - det var en trøst - dog ikke en egentlig løsning på dieselspørgsmålet - den var lukket! Efterhånden begyndte den gule lampe at blinke og jeg valgte snusfornuftigt at hælde de 10 liter på, som vi har i en reservedunk. Det lettede på stressen! Langt om længe var vi på fin og bred vej - og tankstationer! Både diesel og gas blev tanket. Desværre er sidste del af optagelserne pist borte! Sidst på eftermiddagen nåede vi Dalyan. Vi parkerede i første omgang på den offentlige parkeringsplads, men da jeg var kommet på nettet, fandt jeg, at der er en lille campingplads på den anden side byen. Vi besluttede at prøve den - hvis lukket kunne vi hurtigt køre tilbage til udgangspunktet. Med noget besvær fandt vi den - lukket - ingen mennesker - jeg spurgte en forbipasserende mand om vi kunne holde der - no problem! Ikke megen plads, men vi fik os da baksen ind, så vi holder ordentlig - så nu skal der mere end ti vilde heste til at få os ud her fra i aften! Vi har været oppe på 19 grader i dag - herligt! Opdagede lige lys inde på pladsen - det viste sig, at være et par unge belgier, som havde slået deres telt op - de havde heller ikke fundet ejeren. Strøm og varmt vand virker, sagde de - så vi får se om nogen dukker op!
Counter
Vi er blevet interviewet af Torben Brandt fra DCU
Husk Klik påbillederne!!
Some bad road, Harry! Så går det bedre!