Portugal 2012/13

Startside Startside

29. januar

Kun 3 grader til morgen - og tåge, så Spanien er blevet væk! Vi kørte ca. 10 kilometer længere langs floden til et camperstop, hvor vi kunne tømme og fylde op med vand. Her blev vi til tågen lettede og solen skinnede klart ved 11-tiden. Ikke mange kilometer længere fremme var der en blind vej, som skulle prøves - 3 kilometer og den endte lige ved floden og et smukt og fredeligt sted. Frokost og solbadning - bliver til i morgen. Hus på den spanske side. Her til aften har vi ikke set et eneste menneske - eneste lyd er fuglesang, insekter og en enkelt spansk bil på den anden side floden. Speedy har virkelig vist sine evner som bjergged! Til gengæld er han totalt udmattet til aften. N 37.49590  W 7.48376 - Alcoutim - faciliteter: fredeligt!  

30. januar

Tæt tåge til morgen - 3,5 graders varme. Vi tager det derfor med ro med at komme ad sted. Tid til en lille slapper! Da vi lidt op ad formiddagen drog ad sted - fik vi virkelig problemer. Der hvor vejarbejdet var i går havde de nu spærret med et "indkørsel forbudt"-skilt. Lovlydig som jeg er drejede jeg selvfølgelig til venstre - og kort efter sad vi virkelig i suppedasen mellem husene i de smalle gader, som samtidig var enormt stejle. Under forsøgene på at få os vredet ud af suppedasen, blev koblingen sat på prøve - det kunne den ikke tåle - hele gearsystemet gik i vil-ikke-tilstand og det lugtede fælt. Vi sad nærmest klemt fast mellem to huse, hvor jeg allerede havde revet et par hjørnetagsten ned. Flere ældre mennesker kom ud ad husene for at bistå os med råd og dåd. Da koblingen efter nogen tid var kølet ned lykkedes det lige akkurat at får drejet så meget op ad bakken, at jeg kunne begynde at bakke hele vejen ud af byen - millimeterkørsel! Vi gav den ældre mand en pakke cigaretter og vinkede farvel til dem alle sammen. Koblingen var dog ikke glad og det var med nød og næppe, at vi kom ud til en lidt større vej - her holdt vi pause i 45 minutter, i et forfængeligt håb om at Erwin havde repareret sig selv. Men nej, nogle kilometers forsigtig kørsel og vi besluttede at vende snuden sydpå mod kysten, hvor der var størst chance for at finde et godt værksted. Ved Castro Marim holdt vi ind på en rasteplads - på vores GPS'er kunne vi ikke rigtigt finde noget brugbart og vi turde ikke risikere fejlkørsler. Koblingen krævede hårfin behandling for ikke at fedte rundt. Jeg ringede til SOS-international, som straks gik i gang med at finde et værksted til os. Efter nogen ventetid fik vi en adresse i Faro. 55 kilometer senere gjorde vi vores ankomst - de har en ny kobling, men om det er den rigtige ved de ikke før de har skilt bilen ad i morgen. Ellers må vi vente til fredag med at få det lavet. Vi har slået os ned for natten i indkørslen til et nedlagt firma - lige ved siden af Mercedes-værkstedet. N 37.06396  W 7.97121 - Almacil

31. januar

Bortset fra den konstante motorstøj fra vejen har det været en fredelig nat. Klokken 8,30 stillede vi hos Mercedes - men de var da ikke klar endnu - klokken ni fik vi at vide, at de lige skulle gøre en anden bil færdig først - om en time til halvanden kunne vi komme til. Klokken 11,30 gik jeg ind og spurgte til deres velbefindende - vi tager jer ind efter frokost klokken 14,00. Minsandten - vi kom ind klokken 14,00 - op på liften, vi blev hos Erwin, han lider af højdeskræk, men med os om bord går det an. Det tror jeg ikke vi kunne få lov til i Danmark - men her oppe kunne vi drikke kaffe og gå på internettet, så de tre timer gik fint. Klokken 17,30 forlod vi Mercedes - 2500 euro fattigere. Det var ikke kun koblingspladerne, som var gået, men også en pumpe, en pakningsdåse og en anden dyr tingest med tandhjul på. Til gengæld kørte den som en drøm - så vi klager ikke - glæder os over at vi ikke skulle have det samme lavet i Danmark - tør ikke tænke på prisen. Hurtigt ned på parkeringen, som vi kender fra sidste gang i Faro - gåtur med Speedy - og vi havde en piza med hjem til aftensmaden. Så kan livet jo ikke leves bedre!  

1. februar

Stadig fantastisk vejr op til 18 grader i skyggen. Vi har taget turen skråt over indlandet til stedet hvor vi vendte om i forgårs. Noget af turen bragte os gennem et område, hvor der for nogen tid siden har været skovbrand. Utroligt af mange af kork-egene, som står sorte og forkullede alligevel begynder at sætte nye skud. Et sted finder vi ved et tilfælde en hel ny autocamperplads med alle faciliteter - vi holder kaffepause. N 37.44509  W 7.58918 - Pereiro Til aften holder vi på parkeringen lige ned til floden i Mértola. N 37.63823  W 7.66186 - Mértola - drikkevand, gratis.     

2. februar

I dag ville min far blive 100 år, hvis han havde levet, så mor må have den titel alene. Endnu en solskinsdag, men med noget køligere vind. Vandpåfyldning og så ad sted på nye eventyr. Et smut til den spanske grænse, hvor der er en camperplads. N 37.55638  W 7.52610 - Pomarao Siden kiggede vi på endnu en camperplads i Minas de Sao Domingos - her holdt blandt andet to danskere. N 37.67214  W 7.50454 En rigtigt fin og ny vej -- pludselig i en smal stenvej - fortsætte eller vende om? Vi vurderede at der omkring 4,5 kilometer længere fremme var mulighed for en god vej, så vi bumpede ad sted med ikke over 12 kilometer i timen. Fin vej, udmærket frokostplads - siden undersøgte vi et par veje, som straks blev for kastet - det var nærmest ikke eksisterende. Lige et smut over grænsen og tilbage igen. Senere opdagede vi, at vi faktisk var på vildspor - jeg vil helst give Tomtom skylden, men det er nu nok mig der har givet hende forkerte informationer. (Tomtom lyder som hankøn, men han har kvindestemme - er det så han eller hun?) Vi vendte om - det var lidt sent og vi ledte efter et overnatningssted - et skilt sagde "Turismo Rural" - det lød som noget vi kunne bruge! Igen et vildspor - men en fin tur ud i naturen. - og vilde dyr ☺ Så blev målet sat til nærmeste camperplads - 45 kilometer, Vi ankom klokken 18,15 - sent for os. N 38.34310  W 7.37414 - Luz - gratis, vand og tømning og 20 meter til tyrefægtningsarenaen.

3. februar

3 graders varme til morgen - tænde for varmen - varmeapparatet gik i rødt - ok, det er for koldt for gassen, som er fra den lune Algarvekyst og dermed formodes at være ren butan, som fryser ved +4 grader (tror jeg det er) - her er ikke mulighed for at tanke propan. Godt vi sidste år fik monteret en gastankvarmer hos Wynen! Den blev tændt og efter 45 minutter kørte varmen fint igen. Vi tager en sen afgang, da jeg lige skal arbejde på denne hjemmeside - jeg var for træt i aftes. Et stop i Regaengos - N 38.42085  W 7.53607 - Camperservice ved brandstationen, parkering med strømtilslutning i brandstationens lukkede parkering (5 euro) eller gratis ved tyrefægterarenaen. N 38.87606  W 7.16263 - Elvas, bag hospitalet. parkeringsområde.     
Vi er blevet interviewet af Torben Brandt fra DCU
Husk Klik påbillederne!!
Counter
Bjerggeden Speedy Ankomst med forhindringer
Mareridt i landsbyen
Natten i Mértola Kaffepausen Forkullet frokostpause
Pomarao camperplads Kviehop Minas de Sao Domingos Så er der dømt dårlig vej
Arenaen i Regaengos Ankomst til Elvas