Turen til Kreta

Startside Startside

22. januar

Fortsat i smukt vejr og op til 12 graders varme - ind i Kroatien med lidt ekstra toldkontrol end sædvanligt. Forbi Dubrovnik og de ti kilometer af Bosnien, hvor grænseovergangen er blevet meget nemmere end sidste år - de så knapt nok på passene. Vi har fået lov til at overnatte på en vinterlukket Autokamp. Her er vand og toilet åbent og da vi ikke behøver elektricitet koster det gratis. Flinke mennesker. N43°08'21" E17°16'49" - Camp Vitep - Zaostrog

23. januar

Vi fortsatte turen langs den fine kystvej, efter Split drejede vi ind i landet og fortsatte ad D1. Vi var meget tæt på at ende turen på en yderst ubehagelig vis. En modkørende "glemte" at dreje i svinget. Han kom pludselig om hjørnet med kurs direkte imod os. Jeg fik lavet en hurtig manøvre til højre, uden at køre ud over rabatten, og den anden chauffør vågnede heldigvis op til dåd i sidste sekund. Vi slap med forskrækkelsen, men det var op over! Så nu skulle vi blot have hjertet ned på plads igen. Den videre tur bragte os op i knapt 800 meter og gennem spøgelsesbyer fra krigens tid. Vejene er nye og fine. Vi holder for natten ved en restaurant i 480 meters højde med parkering. N44°17'18 E15°53'06" - D1, Grab - Restaurant Tomic 2 suppe, 2 kylling, 1 salat og ½ liter rødvin = 150 D.kr.

24. januar

Koldt og regnvejr, så vi var ikke så kede af det, da frk. GPS ledte os op på betalingsmotorvejen - noget hun ellers ikke må! - det viste sig i øvrigt at være en rigtig fin motorvej med konstant flot udsigt. Så det var faktisk en positiv oplevelse. Vi vil jo normalt helst ad mindre veje. Det endte med, at vi fortsatte helt til Slovenien, hvor vi tæt ved den italienske grænse parkerede på hestestutteriet, som vi også holdt på sidste år.

25. januar

"Kom hviledagen i hu", står der i Bibelen, og Paulus siger, at den ene dag kan være lige så god som den anden, så vi tager dagen i dag (onsdag), som vor hviledag, den er der vist ingen andre, der har reserveret. Frostgrader til morgen, men klar himmel. Lipizzaner Stutteri N45°40'07" E13°53'03" - Lipica Vi har endelig hørt fra Grækenland - de har været ude og se til den stakkels hund i den korte lænke. De har fundet frem til ejeren, som de vil kontakte, så de kan få hjælp. Hvis de blot fjerner den, kan de blive anklaget for tyveri, så de må fare med lempe.

26. januar

Rigtig flot dag - temperaturen har svinget mellem minus 8 og plus 2 grader. Vi havde en virkelig smuk tur op gennem Slovenien, et smut i Italien og så ind i Østrig, hvor vi besluttede at tage ophold på Schluga Camping N46°37'53.2" E13°23'46.4" Camping Cheque accepteres. Foruden camping Cheque (ca. 115,00 D.Kr.) skulle vi betale 6,39 Euro i diverse skatter og 19,00 Euro for 24 timers internet som i øvrigt ikke virkede gennem vores router, således at vi kun kunne have den ene computer på nettet ad gangen.  Skrækkeligt dyrt blot for en P-plads med internet - noget vi ofte har ganske gratis. Vi benytter jo aldrig faciliteterne, kun eventuel vandpåfyldning / tømning. Camping Cheque inkluderer strøm, dog kun en vis mængde, så vi skal måske betale ekstra i morgen.

27. januar

12 graders frost til morgen - klar himmel. Vi har valgt ikke at tage motorvejen - det har bevirket, at vi er kørt over flere bjergpas, som har været utroligt flotte. Vejene var fine, nogen gange smalle, og skisportsstederne var særdeles populære. Temperaturen svingede mellem minus 12 og nul grader - solskin det meste af tiden. Efter at have tanket autogas fandt vi frem til en camperstop, hvor vi har slået os ned for natten - en grilkylling udgjorde det for aftensmad. N47°50'29" E12°59'04" - Freilassing (Tyskland).

28. januar

2 graders frost - frosten fortsatte hele dagen - af og til lette snebyger. Vejene fine. Vort mål var Fritz Berger campingtilbehør i Deggendorf, hvor vi ankom ved frokosttid. Vi skulle have et opgraderingssæt til vores parabolanlæg, som for nuværende er analogt. De havde sættet i restordre, men var utroligt flinke til at finde en anden afdeling, hvor det var på lager og samtidigt reservere det for os. Så efter frokostpausen satte vi kursen mod Friedberg. Omkring 450 kilometer nordvest for vores nuværende position. Overnatning bliver på et kæmpe parkeringsområde ved Donau i udkanten af Regensburg. N49°01'35" E12°05'29"  

29. januar

Vi har fortsat turen ad motorvejsnettet mod Freiberg (Fritz Berger). temperaturen har ligget på et par graders frost, men ingen nedbør, så vejene har været fine. Vi sluttede af med at spise på Baumhof Tenne, Baumhofstrasse 147, 97828 Martkheidenfeld, hvor vi også har en plads for overnatning. www.baumhoftenne.de  - N49°50'38" E009°37'52" Utroligt lækker måltid - laks, flødekartofler og spinat - ypperligt - rigtigt flinke mennesker og virkeligt hyggeligt lokale. Vi kan virkelig anbefale at gøre holdt her. Kun få kilometer fra motorvejen. Gratis WiFi. Koden fås i restauranten.

30. januar

Vi nåede frem til Fritz Berger i Fiedberg kort før frokost, købte opgraderingssættet til satellit tv, spiste frokost og installerede det - herefter begyndte en flere timers kamp for at få det til at virke. Klokken 17.45 blev mekanikeren enig med sig selv og os om at vi måtte fortsætte i morgen. Han vil da ringe til Kathrein for at få hjælp. Vi bliver her på pladsen til i morgen.  

31. januar

Minus 6 grader til morgen - blå himmel. Fredelig nat låst inde på på camperforhandlerens område. To mand og en telefon support, som hurtigt gav op, arbejdede i et par timer - endelig efter en firmware opdatering og alle mulige dobbelt og tredobbelte tjek af ledninger og stik begyndte der at ske noget. Der kom billede på skærmen, parabolen drejede og fandt de nye positioner. Vi kørte et par kilometer for at tjekke om det hele virkede fra en ny position - det gjorde det. Tilbage til firmaet, som rystede opgivende på hovedet, da jeg spurgte om prisen på alt det arbejde - det blev til en time = 100 Euro for de omkring 5 timers arbejde og en masse frustrationer for to mand. Ved tre tiden kørte vi derfra for at finde et sted at slappe af  - dødtrætte. En camperplads i Stadt Grünberg blev vort natlogi - N50°35'43" E08°57'21" Nu skulle vi rigtig slappe af og prøve vort opdaterede satellitsystem. SLAPPE AF! Glem det!! 6 graders frost og vi kunne ikke holde varmen indendørs! Gastanken var for koldt til at give gas - vi havde 40% gas endnu, så vi forventede ikke nogen problemer. Nå, ad sted til en gastank i byen og få fyldt op - det er sibirsk kulde! Tilbage til vores plads - stadig ingen gas. Selv gasblussene og køleskabet gav op. Heldigvis kunne vi tilslutte til 230 volt for ½ Euro i ti timer - dvs til klokken 4 fire i morgen tidligt. Varmeblæseren blev satte på fulde omdrejninger. Vores reserve varmeblæser (som vi gentagne gange har forsøgt at forære væk) kom til nytte og gavn. Den blev placeret under gastanken uden for. Et par håndklæder blev pakket omkring tanken, så den fik mest muligt af blæservarmen. Så småt kunne vi få lavet lidt mad - men varmen, nej det kom der ikke gas nok til. Klokken 20 slukkede vi for den udendørs varmeblæser, pakkede gastanken godt ind i håndklæder, betalte for strøm til klokken 6 i morgen tidlig -- og gik i seng.

1. februar

Klokken tre i nat stod jeg op og svansede ud i kulden for at komme en mønt mere i. Klokken 6 havde vi ikke mere strøm - noget var gået galt med mit møntindkast. Ud igen - 11 graders frost - mønt i og vi havde strøm igen. På hovedet i seng for at få varmen og lidt mere søvn. Da vi stod op ved halv otte tiden lykkedes det at få gang i gasvarmen og får et skoldhedt bad - det kolde vand var frosset til. Nu klokken 8.40 har vi varme - koldt og varmt vand - varm kaffe og vi har besluttet at køre til firmaet Wymen, som er specialist i gasinstallationer - 250 kilometer nordvest herfra. De kan forhåbentligt hjælpe med en isolering og eventuelt varmelegeme, så vi ikke kommer i denne situation igen. Vi ankom til Wynen Gas sidst på eftermiddagen. Isolering af tanken er en dårlig ide, fik vi forklaret, for når vi tanker LPG er gassen iskold. Hvis tanken er isoleret kan den ikke slippe af med kulden og vi kan ikke bruge gassen. Det andet forhold er blandingen af Propan og Butan - mange LPG tanke har (især sydpå) for meget Butan (som hurtigt fryser) og for lidt Propan, som kan tåle omkring minus 40 grader. Vi fik en liste med adresser i Tyskland, hvor man kan tanke den rigtige blanding. Det endte med at vi skal have en varmeplade monteret på tanken i morgen, samtidig tømmer de tanken og vi får den gode blanding påfyldt. Varmepladen bruger 8 amp strøm (55 Watt), men hellere det end udsættes for sidste nats oplevelse. Vi har jo vores ypperlige gasgenerator, som yder 20 amp - så det skal nok gå. Endeligt er det jo ikke så ofte vi har været i denne situation, men hellere forberede os for fremtidige situationer. Vi bliver her hos Wynen i nat - har fået strømtilslutning, så vi kan overleve - og i morgen formiddag påbegyndes operationen. N 51.24972  E 6.40323 - Viersen   

2. februar

Lidt før frokost var vi klar med varmepladen monteret på tanken - de kunne ikke tømme tanken for gas (noget med en defekt ventil), så vi fik blot efterfyldt med propan og ad sted kørte vi. Vi købte også et filter, som filtrerer olien fra gassen ved påfyldning. Olien kan ellers sætte sig i rørene og sluttelig stoppe dem til. På motorvejen lød der pludselig en enorm larm oppe fra taget - med hjertet oppe mellem ørene satte vi katastrofeblinket på og holdt ind til siden. Det var den nymonterede parabolbeskyttelse, som havde revet sig løs og hamrede mod taget. Jeg fik fjernet den helt og vi kunde sunde os og køre videre. Sidst på eftermiddag slog vi os ned på en camperstop i Freiter Parken, 46348 Raesfeld, hvor vi glade og fro havde styr på gassen - men nej - vi kunne ikke få gang i gasvarmen - knapt nok gasblussene. Vi mener, at vi har for meget gas i tanken, så flydende gas står op i rørene. Heldigvis er der eltilslutning her på pladsen. Minus 8,5 grader klokken 19,30. N51°45'57" E06°49'51" Dette er en hjemtur vi sent vil glemme!

3. februar

Minus 13 grader til morgen og vores gas virker stadig ikke - vi har strøm udefra og varmeblæseren i gang, så vi fryser ikke - men ingen varmt vand og det kolde vand er frosset. Vi vil bare hjem nu ! Skal dog lige nævnes at vores parabol tv virker fint nu. Også at vi er ved godt mod. Et par timer senere: Hvem sagde at parabolen virker fint? Ved første pause opdagede jeg at parabolen ikke var kørt på plads, det skal den gøre automatisk, når motoren starter. Efter mange forgæves forsøg, måtte vi opgive og lade den være, hvor den er. Den vil overhovedet ikke bevæge sig - så det er nok en ny udgift. Vi havde overveje at køre helt hjem i dag - men det opgav vi - der var nemlig et lyspunkt - gassen fik vi til at virke ved frokosttid. Vi har så ladet varmen køre på fuld tryk, så vi er sikker på, at der ikke står flydende gas i rørene. Stadig omkring 7 graders frost og lidt sne ind i mellem. Natlogi i Sittensen. Her har vi ingen strøm, så går noget galt, så er det bare at starte motoren og komme ad sted. N53°16'34" E09°30'26" - Mühlenstrasse, Stellplatz Marktplatz. 1 time senere - motoren blev startet - ikke gas til varme - med nød og næppe nok til at lave lidt mad. Så ud på vejen og nordpå - vejene var fine - ned til 13 graders frost. At beskrive resten af turen er blot kedsommelig - tysk motorvejskørsel er noget af det kedeligste jeg kan foretage mig - nå, men hjemme i Sakskøbing fik vi åbnet for radiatorerne kort før midnat og så var det bare at tømme vand af vognen - en hurtig gennemgang af posten og så under en varm dyne.  

4. februar

Besynderligt!! - varmen tændte uden videre i Erwin her til morgen og har nu kørt i et par timer. Rart at være hjemme igen - mor er i hvert fald lykkelig ! Så må vi se hvor turen går hen næste gang - og hvornår! Alt på gas kører perfekt til aften! Underligt   I alt kørt 12231 kilometer og brugt 1281 liter diesel  
Vi er blevet interviewet af Torben Brandt fra DCU
Husk Klik påbillederne!!
Counter