Vi er blevet interviewet af Torben Brandt fra DCU
Husk Klik påbillederne!!
Counter

2010 skulle have været til Athen!

Startside Startside

Tirsdag den 16. marts

Efter en lang og kold vinter, samt dårligt helbred, er vi nu på mærkerne til en tur sydpå. Erlings niece og hendes datter fra Canada kommer til Europa, vi vil derfor forsøge at møde dem i Athen den 27. april. Vi er startet her i formiddags med et stop hos mor (nu 97 år gammel) og så videre til Gedser, hvor vi kørte ombord på færgen med afgang klokken 13,00. Vi har haft rimeligt vejr i dag. ca. 6 - 7 graders varme. Vi ville ikke køre så langt, så vi havde fundet en campingplads lidt syd for Rostock, så vi ville få en blød start på turen. Oh ak og ve - på grund af den lange, hårde vinter havde pladsen lukket i nogle dage for oprydning og istandsættelse. Vi fik dog lov til at campere lige uden for området og også benytte toilet og brus (virkelig fint) - strøm kan vi dog ikke få - men med vore 2 x 100 amp batterier og 1000 Watt inverter, skulle det ikke give problemer. Pladsen ser ud til at være rigtig fin - når den ellers er åben - skov og flod. For de af jer, der ikke ved det allerede, har vi en ny rejsekammerat med på turen, han hedder Speedy og er knap syv måneder gammel. Vores gamle Bonnich måtte vi desværre sige farvel til sidste sommer, hun var så plaget af gigt, at vi til sidst måtte lade dyrlægen hjælpe hende til de evige jagtmarker - det var ikke nogen nem beslutning. Speedy har vi så haft fra han var 10 uger gammel, han er en blanding af Dværgpincher og Griffon - altså en Pingrif!. Nu får vi så at se, hvordan han klarer campinglivet. Turen med færgen tog han i stiv arm - eller opret hale, når det er en hund! Vi holder lige op til skov - det er tydeligvis en kæmpe oplevelse for ham - han drøner rundt og oplever en masse. Stor, smuk, børnevenlig campingplads. Beliggende midt i skoven og ved vandet. Godt startsted for forskellige udflugter.

Onsdag den 17, marts

Natten er gået fint - vi har haft rigeligt med strøm - ventilation hele natten, tre gange kaffe, opvarmning af vand til morgen, fjernsyn i over en time og to computere mere end en time og selvfølgelig lys. Det må vist siges at være fint. Vi takkede for opholdet - som vi ikke skulle betale for - og starte vor tur i retning Berlin og Prag. Vi tog motorvejen igennem Berlin i stedt for ringvejen. Trafikken gik glidende, så det var nok den hurtigste rute først på eftermiddagen. Efter at have tanket diesel og holdt lidt pause - valgte vi en campingplads, som vi satte Bodil (Navigon 8310) til at dirigere os til. Da vi ankom til pladsen, så der meget lukket ud. Men på døren til receptionen stod der, at vi kunne ringe til kontoret - så det gjorde jeg så. Inden læge kom en dame kørende og vi fik os en plads med søudsigt - den er stadig dækket af is. Vi har besluttet at blive i to nætter, så jeg ikke bliver for træt.

Torsdag den 18. marts

Vi var faktisk ret trætte og i dag sidder trætheden i kroppen, så jeg er glad for at vi besluttede at blive i to nætter. Også her er de sanitære faciliteter helt i top.  Temperaturen nåde helt op på 19 grader og fuld sol - så vi har nydt en herlig afslappet dag - kun kørt en lille tur for at gøre lidt indkøb. Speedy har været ude at soppe i vandkanten, hvor isen nu er smeltet - han skal nok blive en vandhund.

Fradag den 19. marts

Udhvilede og klar til at forlade pladsen ved halv titiden, tog retning sydøst. Her er stadig en del sne når vi kommer op i 4-500 meters højde. Søerne er også dækket af is. Vi har dejligt vejr med sol og temperaturer tæt på de 20 grader. Beplantningen er selvfølgelig vinterlig. Landsbyerne bærer stadig præg af den gråbrune tid - mange forfaldne bygninger. Vi ankom til campingpladsen omkring klokken 14,30 - Campingplatz Boduwico ul. Lesna 1, 58-520  Janowice WLK (Dolnoslaskie), Polen - venstresving ind på en is og snedækket skovvej ! - På med 4-hjulstrækket og forsigtigt frem - men stop! Nu går det nedad! Vi opgav - ingen friske hjulspor - overhængende fare for at vi ikke kunne komme op igen, hvis pladsen var lukket. Jeg bakkede vogntoget tilbage - prøvede at ringe til pladsen, men igen svarede. En gammel mand, som sankede brænde i skoven, standsede og vi havde en fornuftig samtale på dans/posk, som ingen af os blev klogere af. Vi måtte finde en anden plads - klog af skade ringede jeg til pladsen først - åben! 100 kilometers kørsel af mindre gode veje førte os op i 600 meters højde, gennem Tjekiet, tilbage til Polen og lidt over fem kom vi til pladsen, hvor vi var ventet. Vi var de første campister i denne måned (sikkert de første i år), Stadig nogen sne på pladsen og ellers ganske vådt og blødt i græsset. Vi blev anvist at holde på asfalten - glimrende - Han så straks at damernes badefaciliteter ville passe os fint - mændenes var endnu ikke åbnet for sæsonen. Efter at være kommet i orden, varmede Erling frikadeller og gjorde klar med brød og ost, mens Speedy og jeg gik tur. Det var tydeligvis en oplevelse for Speedy - nye lugte og lyde - og kæmpestore dyr - en kæmpe hund, hvis hoved var større en hele Speedy. God nat og sov godt.

Lørdag den 20. marts

Afslapning! Lidt indkøb - nye sko til Erling på det lokale marked, hvor Speedy også fik hilst på en hund i mere normal størrelse. Jeg håber at får tage et billede af ham sammen med kæmpe-hunden i dag. Vores brødbagemaskine skal prøves for første gang i dag - spændende. 

Søndag den 21, marts

Vi så desværre ikke mere til kæmpehunden, så ingen billeder af den. Til gengæld blev vort hjemmebagte brød udmærket. Vi slappede af i går eftermiddags og er nu på vej til Autocamp Na Kopci i Tjekkiet. Det viser sig, at der er en hel del mere sne i Tjekkiet, end vi hidtil har været ude for. Det var en smuk tur over nogle mindre bjerge og allerede lidt over 12 nåede vi campingpladsen - i regnvejr - men ellers dækket af en halv meter sne. Vi fik lov at holde på vejen ud for en hytte, hvor vi kan benytte badefaciliteterne. Særdeles flinke hollandske værtsfolk. Og to store hunde. Stille og rolig eftermiddag, hvor Speedy har leget med hundene og vi andre har haft internetforbindelse.

Mandag den 22. marts

Speedy kom i klammeri med Bruno over en godbid. Speedy blev selvfølgelig den lille og kom skrigende ind til os. Han var blevet bidt i halsen og det blødte. Jeg rensede såret, og satte et plaster over. Det ser ikke ud til at være så slemt - men Speedy (og vi andre er rystede). Ellers var vi en tur i den nærliggende by og handle lidt ind. Jeg har i eftermiddag fjernet plasteret igen - det generede vist mere end det gavnede. Speedy er ikke i humør og vil ikke spise, vi må se tiden an. Såret ser fint ud og er blevet smurt med kloraminvaseline. Værtsparret bød på øl i solen - både solen, værtsparret og øllen var glimrende. Speedy er ved at blive venner med Bruno igen - men er ellers ikke på mærkerne.

Tirsdag den 23. marts

Her til morgen er Speedy på mærkerne igen og han og Bruno er fine venner - såret ser fint ud. Vi har haft minus fem grader i nat - men nu klarer det op og 10:45 har vi 9 plusgrader I eftermiddag tog vi en tur rundt i omegnen, så et ski-sted og den nærliggende dæmning - det er et herligt landskab.  

Onsdag den 24. marts

Ja, vi er her endnu! Men i morgen er jeg sikker på at vi tager af sted - eller!

Onsdag den 31 marts

Vores kære bil blev træt af os og flyttede op på Suzuki-værkstedet i den nærliggende by – her var de ikke særligt forstående for en dansk Grand Vitaras problemer – heller ikke i Prag kunne de greje tilstanden. Vi måtte slå os til tåls med at El Burro ikke ville følges med os længere.  SOS-international har så overtalt ham til at blive transporteret til Danmark, hvor han bedre kan tale med lægerne hos Auto-Partner – så må vi håbe det hjælper. Vi er så kørt hjem i en lejet bil med Tullemor på slæb – så vi sidder i Sakskøbing og taler om den herlige tur til Athen, som vi ikke fik gennemført.