2010/ 11 Grækenland

Startside Startside

28. december, tirsdag

Herligt solskin, men kun 7 grader her til morgen.  Den videre færd nordpå viste sig at gå opadbakke i hårnålesving, men fin asfaltvej. Et stop for at købe honning ved vejkanten - her kan betales med Euro alle steder, så ingen grund til at veksle penge. Kort efter er der en modkørende bil som giver tegn, der tyder på at vi ikke kan fortsætte. Men efter ham kommer der andre biler, som virker helt "normale" - vi fortsætter opad. Pludselig ser vi en halv snes biler holde ved vejkanten lige før en kurve - folk står og snakker. Jeg beslutter mig for at stoppe og gå hen for at se hvad der foregår.  Lidt længere fremme kæmper man med at få billerne gennem et spejlglat område. Politi og vejvæsen med sand arbejder på at få folk igennem. Der er rimeligt kaotisk og ser bestemt ikke ufarligt ud.  Jeg afventer (Erling sidder tilbage i Erwin) for at se hvordan det udvikler sig - der er trods alt ret dybt ned, hvis man glider ud over kanten! Efter nogen tid begynder det at hjælpe - de andre, som holder afventende begynder at vove sig gennem området, En mand giver tegn til mig, om at nu kan Erwin også komme igennem. Tilbage i Erwin får Erling hurtig redegørelse om situationen - og så ad sted i første gear. Vi klarer os fint - når over toppen på lidt over 1000 meter - fantastisk flot tur - nyfalden sne på træer og klipper.  På vej ned - i 850 meters højde - holder vi frokostpausen - efter en god "morfar" vågner vi til let snevejr og én grads varme. Så vi skynder os ned fra højderne.  Spændende formiddag ! - fortsatte til Vlore - rimelig moderne by efter albanske forhold - Man sælger levende kalkuner, høns og geder ved vejkanten - slagter dem og flår dem, så de er helt friske når kunden køber dem! Så det er et mylder af forskelligheder - moderne butikker, små værksteder, gadehandlende, gadeslagtere osv. Efter nogle strækninger med ret dårlige veje på vej nordpå fra Vlore kom vi ind på fine veje, hvor vi fandt en restaurant-, benzin- og parkeringskompleks - her holder vi så for natten. SH4, Lushnje,  N40°53'13" E19°40'35"

29. december, onsdag

Herlig solskin til morgen - men koldt 1½ grads varme. Inden vor videre færd fik vi vasket Erwin - han er ikke god til at holde sig ren selv! Tre mand i gang med højtryksspuling, indsæbning, afskyldning og tørring med vaskeskind - flot stykke arbejde! 500 albanerpenge (Lek) = kr. 26,85 Nu da jeg har fundet kursen kan jeg bedre forstå at de var forbavsede da jeg gav dem hver to Euro (kr. 15,00) i drikkepenge. Den videre færd har været på fine veje - kun enkelt dårlige steder. Her er virkelig gang i kalkunsalget - langs både motorvej og landevej står folk med flokke af levende kalkuner, som sælges til bilisterne - og slagtes på stedet, hvis det ønskes! Midt på eftermiddagen nåede vi vort bestemmelsessted - Camping Albania - www.camping-albania.eu Her havnede vi midt i et nødhjælpsprojet: Den 3. december brast en dæmning og det opsamlede vand fossede ud over dalen - mere end 400 mennesker har mistet alt hvad de ejer og har - husdyr er druknet. Dette område er blot en del af større oversvømmelser, som har ramt Albanien, Montenegro og Bosnien i den senere tid. Presset fra vandmasserne har været for stor for dæmning, som desuden har været ringe vedligeholdt, og vandet har på kort tid oversvømmet området - elektriciteten, som har været afhængig af dammen og dæmningen er derfor også væk. Op til 5 meter vand i de værst ramte områder. Man frygter nye vandmaser i den kommende tid - da det er begyndelsen på regntiden. Den albanske regering, som jo er i gang med at komme på fode efter mange års kommunistisk regime, er slet ikke gearet til at hjælpe. Denne hollandske familie har i en årrække haft hjælpeprojekter i gang i området og hjælper også i denne situation med genhusning, mad og tøj. Vi sad sammen med både albanerne og hollænderne - hvor fru Rasmussen, som har været dansk gift, berettede om situationen på dansk. Se mere her:  www.doeietsgoeds.nl En ting er at sidde hjemme i en varm stue og se katastrofesituationer på tv - en anden er at sidde midt bland ofrene og nødhjælpsarbejderne - det var så tårerne stod i øjnene på os. Vi giver selvfølgelig en pæn donation til dem - Vi spiser sammen med dem i aften.    N 41° 55' 25.9" E 019° 32' 30.7"  

30. december, torsdag

Hyggeligt samvær med familien og de nødstedte, samt god mad i aftes. Ved totiden i dag kørte vi med ud til en af landsbyerne med forsyninger - senge, madrasser og fødevarer. Folk er så småt begyndt at vende tilbage til deres hjem. Store områder har været under 5 meters vand! Borgmesteren var med og talte til tv - gav sig også tid til de enkelte mennesker. Der herskede nogen frustration hos dem, der intet fik - rationerne var øremærket til de handicappede i landsbyen. I morgen skal vi med ud til det værst ramte område. Midt i det hele var det pludselig mig, der krævede nødhjælp - jeg trådte baglæns ud over kanten på en lille bro over vandløbet - jeg fik på en eller anden måde den raske ben i klemme mellem et rør og underkanten af broen - så der blev jeg hængende og undgik en reel vandtur. Fortumlet blev jeg trukket op af en masse mennesker, som bekymret fik mig på benene og derefter hen i bilen. Rystet og lidt småskrammer - men ellers sluppet fint fra det.

31. december, fredag

I aftes spiste vi lokal bønnesuppe - smagte rigtigt godt. Frost i nat - klar solskin i dag. Jeg har nogle ganske ømme steder efter styrtet i går - men intet alvorligt. I eftermiddag har vi så været med ude og dele forsyninger ud til de værst udsatte områder. Vi var med inde i flere huse og se ødelæggelserne - et sted lå der en invalid mand i sengen - han var blevet båret op i de bagvedliggende højere områder. Hans hus var nu gjort rent - men han ligger jo i usund fugtighed - vandet stod op til det øverste af dørkarmene. Værst er jo, at de fleste er yderst fattige - de lever at de få afgrøder fra deres jord og måske en ko, en ged og nogle høns. Afgrøderne er ødelagt, dyrene er døde, hjemmene vil være ubeboelige i lang tid - vandforsyningerne er forurenede - de kan ikke bare købe nyt, for de har ingen penge! Nogle med lidt bedre økonomisk situation har været heldige at førstesalen kan bruges - men at i stueetagen er ødelagt. Selv nu over tre uger efter oversvømmelsen er det det rene mudderbad -  Nytårsaften sammen med familie og omkring 30 husvilde - god mad og rødvin.  

1. januar 2011, lørdag

På vores tur til Montenegros grænse kom vi gennem flere af de oversvømmede områder - stadig mange marker er oversvømme. Ved grænseovergangen måtte vi købe en ansvarsforsikring, idet vort grønne forsikringskort udløb i aftes! 15,00 Euro for to ugers forsikring. Også 10,00 Euro for vejskat i Montenegro. Ellers gik det nemt over grænsen. Fortsatte via Ulcinj og Bar, hvor vi holdt en lille pause ved havnen. For natten fandt vi tilfældigvis en lille camper/camping plads i Buljartica N42°11'53" E18°57'58" - Autocamp Maslina. Gratis WiFi. - enkle, men pæne faciliteter.    

2. januar, søndag

Vi har haft en "hyggelig" nat - det er altså Erling igen ! Lidt over midnat begyndte det at stå ud ad begge ender på ham - det fortsatte hele natten og om formiddagen - alt han fik indenbords kom lige så hurtigt ud igen. Da vi havde sovet til middag, var han så afkræftet at han ikke kunne komme op at sidde. Så var det ellers bare at finde frem til læge eller sygehus. Efter nogle forespørgsler fandt vi en akut-klinik i Tivat - ca. 15 km. Her blev Erling - efter de sædvanlige tjek - lagt med drop. Efter at have fået væske med mineraler og mavestopmiddel - et par gange af det tynde, som skulle ud - kunne vi begynde at se bedring. Han har fået medicin - antibiotika og anti-diarre - og vi bliver på parkeringspladsen i nat. Han er dødtræt og blev sendt i seng klokken 19.30.  

3. januar, mandag

Erling har sover i næsten 12 timer - han har det meget bedre i dag - er på streng diæt (the, brød og ris) og medicin. Med en lidt senere start, end vi plejer, har vi nydt turen langs kysten og rundt om Tivatsio Bay - en rigtig flot tur - nogle steder på den sydlige side er vejen ganske smal. Vi har krydset grænsen og er nu i Kroatien - 14 km syd for Dubrovnik - holder på en P-plads ved politistationen i Plat. N42°36'21"  E18°13'44"  
Hej - jeg blev reddet! Jeg var næsten frosset ihjel i vandet.
Vi er blevet interviewet af Torben Brandt fra DCU
Husk Klik påbillederne!!
Counter