2010/ 11 Grækenland

Startside Startside

30. september, torsdag

Så kom vi endelig ad sted. SKAT var ikke for hurtig med at sende os vores registreringsattest (godkendelse af partikkelfilter) - først da Erling fik fat i Martin, skete der noget, og postbuddet var hjælpsom, så vi kunne få vort brev klokken 8.30 i postfordelingen. Klokken 11.00 dampede vi så med færgen fra Gedser mod Rostock. Fint vejr, men koldt - og jeg med en forkølelse - men pyt med det. Vi satte kurs mod Stettin i Polen - campingpladsen kender vi fra vores aller første tur med campingvogn. Ann-Merete (vores kære genbo) havde lovet os, at det nu var slut med problemer - dem havde vi haft inden afrejsen - men, men man skal nu ikke høre efter alt hvad folk siger ---- GPS'en skulle lede os på vej - men ak og ve - den gik konstant i baglås - efter utallige mere eller mindre tålmodige forsøg, opgav vi og besluttede at købe en ny i Neubrandenburg. I Media Markt fandt jeg en Navigon 70 Preminum, som blev indkøbt kontant - ingen kreditkort her, tak. Videre gik det og ved 19-tiden rullede vi ind på Camping Marina i Stettin. Vi var godt trætte og gik tidligt til køjs.

1. oktober, fredag

4 graders varme til morgen, natten har forløbet godt - Erwin har et glimrende varmeanlæg, så vi har på ingen måde lidt nød. Kursen blev sat mod Poznan - stille og roligt, uden de store begivenheder, nåede vi Poznan sidst på eftermiddagen - en times by- trafik-kø-kørsel og vi kom frem til campingpladsen, som er rigtig fin - her vil vi slappe af i to nætter. Campingplatz Malta Nr. 155

2. oktober, lørdag

Vi har forsøgt at opdatere vores nye gps - men det giver nogle problemer - forbindelsen afbrydes ind i mellem, og så må vi begynde forfra. Ellers en rigtig fin dag - op til 12 grader i skyggen - solskin. Pladsen ligge ved en sø, som benyttes til vandsport - en del aktivitet i dag.

3. oktober, søndag

Det lykkedes endeligt sent i aftes at få opdateret den nye gps med de nyeste kort. Fin morgen med høj sol, så temperaturen er gradvist steget fra ca. 4 til omkring 13 grader i løbet ad dagen. Vi har kørt stille og rolligt østpå - havde egentlig sat en campingplads som mål - men megen vejarbejde, gjorde turen for langsom. Vi har jo ikke travlt, så vi var enige om at slå os ned et velegnet sted. I et område med vejarbejde og lyststop kom der pludselig udrykning i mod os på et smalt ensporet stykke - vi måtte pænt ud i arbejdssporet, hvor vi så kunne se en politi-escorte på omkring hundrede biler passere forbi. Hvem eller hvad, ved vi ikke. I en lille by noget sydvest for Warszawa - Druzbice ( N51°27'47" E19°23'34" ) - kørte vi ind på en parkeringsplads ved kirken - fint sted for natten.

4. oktober, mandag

Rolig nat - morgentur med Speedy - to forretninger og en kirkegård - den ene forretning var lukket! Vi fortsatte stille og roligt østpå til campingpladsen, som vi havde sat som mål i går. Mange og lange strækninger af vejene er med meget dybe hulspor fra lastvognene - men ellers stort set rimelige - stadig en del vejarbejde, så de er virkelig i gang med at forbedre vejnettet - vejene i Ukraine skulle efter sigende være slemme, så vi har noget at se frem til. Frokostpausen tog vi ved denne gamle trækirke. Vi nåede pladsen hen på eftermiddagen - ca. 80 kr. for en nat med strøm og god internetforbindelse - udsigt til søen og legekammerater til Speedy. Campingplatz Suchedniów (140)

5. oktober, tirsdag

Stadig østpå - landskabet er blevet lidt mere kuperet og interessant. Temperaturen er kun op til 11 grader om dagen og 2 grader om natten. Men i fuld sol virker det ikke koldt. Sidst på eftermiddagen fandt vi den vistnok østligste campingplads i Polen (i hvert fald på vores rute). Vi blev venligt modtaget - faciliteterne er rene og så er der ikke så meget mere at sige om det.

6. oktober, onsdag

Vi havde først besluttet at vi ville blive på pladsen og slapper af i dag - men her er ærlig talt så kedeligt og vi følte os udhvilede, at det blev til opstart - påfyldning af gas - og så videre mod grænsen til Ukraine. Grænsekontrollen blev virkelig en oplevelse (som man godt kan være for uden) - alle var flinke, men vi blev dirigeret fra den ene kontrol til den anden - da vi langt om længe troede, at vi var færdige og kunne køre gennem den sidste kontrol, blev vi sendt tilbage igen - der manglede et stempel på et stykke papir - hvem skulle give os det? Jeg endte inde i en stor bygning med en masse døre og ulæselige skilte - hvilken dør skulle jeg vælge? - flere sad og ventede, de kunne ikke forstå mig, så........? Jeg fik standset en ung mand i uniform - kan kunne lidt engelsk og sendte mig videre - men alle steder virkede de forundrede over hvad jeg ville - jeg vidste heller ikke, hvad jeg ville ! Endelig var der en dame, som - sikkert for at slippe af med mig - tog mig med ud til nogle andre i uniform, de snuppede mine papirer, men kom dog tilbage med dem igen - nu to stempler rigere! Bare det nu ikke er for mange - han bad jo kun om ét stempel mere ! Erling havde iagttaget flere bestikkelser mellem lastbilchaufførerne og kontrol- betjentene. Det benyttede vi os ikke af - men den langsommelige affære blev nok forårsaget af, at vi blev vist over i varevognsgruppen og ikke fik lov at være i privatbilskøen. Nu var alle glade og tilfredse og vi kom ind i Ukraine. Vi vekslede 100 Euro til de penge, som de nu har her og ad sted gik det. EU-medlemslandene behøver ikke længere at have visa for turistophold op til 90 dage i Ukraine. Trætte holdt vi en frokost pause på en mark - herefter kunne vi lidt igen. I en by standsede vi lidt på det store torv og Erling kom i "snak" med nogle lokale mænd. Ih hvor de snakkede! Alle virker flinke og imødekommende. Uret er stillet en time frem, så vi måtte finde et sted for natten. En politipatrulje stoppede os - det var vist mest nysgerrighed - de ønskede os vist nok god tur! Det blev til parkering ved en restaurant, hvor vi fik lov at være for 20 penge og love at spise hos dem. Vagt hele natten - så ingen problemer der. 49°48'57"N, 024°11'37"E - på vej H02, hvis I skulle komme på disse kanter. Her er en stor schæferhund, som Speedy hurtigt blev venner med - bag hoteller er der en sø med en lille ø, forbundet med en spinkel bro - den kunne dog bære mine 90 kg.

7. oktober, torsdag

Sovet som en fredfyldt sten. Vi havde jo også nydt en glimrende overraskelsesmiddag i aftes - vi kunne ikke læse menukortet og ikke kommunikere med tjeneren - det blev en glimrende salat og derefter mørt oksekød, tørstegte pomfritter og ketchup, hertil et glas lokal rødvin (lidt sødlig). Omkring frysepunktet i nat - sol til morgen. Op ad dagen 7 grader og sol. I løbet af aftenen var der kommet en bus med ortodokse jøder, dem sad vi så og studerede, da de skulle videre her til morgen - lange ørelokker, sort tøj og hat. En afstikker fra hovedlandevejen - vi ville se en seværdighed, som vi ikke vidste hvad var og som vi aldrig fandt - i stedet fandt vi en kirke, hvor vi nåede at få det sidste af messen med - det er en smuk oplevelse, men man forstår ikke et ord af messen. Frokostpausen blev en bakketop med udsigt over markerne - her besluttede vi os for at forsøge at køre gennem Moldova (et land vi intet kender til.) - så GPS-damen fik nye informationer og vi når formodentlig grænsen en gang i morgen. Vejene er stadig elendige - dog med enkelte korte undtagelser, som er en stor omend kortvarig fornøjelse. Vi har set enkelte traktorer - meget gamle modeller - ellers ser det ud til at heste er muskelkræften her. Folk er flinke og imødekommende og indkøb er en fornøjelse ud i fingersprogets avancerede kunst. Roekørslen minder os om Lolland - dog i en ældre udgave. Ellers ser vi majs så langt øjet rækker. I flere områder sidder der folk og sælger svampe langs landevejen. Vi ser tydeligt at troen har høj prioritering her - nye eller restaurerede kirker frem for bedre veje og boliger. Vi fandt nogle, troede vi, forladte bygninger med parkeringsområde. Det viste sig dog senere at det var den lokale taxi/bus station. Men vi holdt nu fint.

8. oktober, fredag

Vi har haft en god nat - til morgen er der gang i buskørslen og folk kigger nysgerrigt på os. Her er selvfølgelig også et offentlig toilet - huller i jorden, ingen døre, ingen vand ! (se billedet) Det har været frostvejr i nat - is på vandpytterne - derfor "krisemøde" - vi beslutter at skifte retning så det går sydpå mod Bukarest i Rumænien. Vi skal selvfølgelig også hilse på grev Dracula i Transsylvanien. Vejene har været lidt bedre - men det betyder ikke fine veje - et enkelt stop af politiet - helt fredeligt. Efter frokostpausen var der ikke langt til den rumænske grænse - de sidste lokale penge brugte vi på lidt indkøb og resten til diesel. Her har været masser af benzinstationer, de fleste ganske nye. GPS'en er meget dårligt opdateret i byerne, så det bliver nogle ganske interessante ture - ofte vil den flinke dame have os igennem folks private haver - men jeg har da også lidt at skulle have sagt! Så til grænseovergangen - køkørsel - det tog 3½ time at komme igennem - bla. fordi vi havnede i en forkert kø - der var en EU-kø - men det gjorde man ikke lige opmærksom på. Det kostede også en smadret forskærm. Man havde pludselig placeret nogle 40 cm høje jernrør ved siden - jeg havde ingen mulighed for at se dem, men alligevel kunne jeg ramme en - en masse gaffatape og det holder lidt sammen på det hele. Ærgerligt. Første benzinstation - købe vignette for en måned (16 Euro) og lov til at parkere for natten. Klokken var over 19 og det var blevet mørkt - trætte var vi da også - så varm aftensmad! - Nej et par flade madder, tak!
Måske kommer vi af sted den 26. september Mor fylder 98 dagen før - så det må vi jo have med! Hvor turen går hen? Tja, planen er Østeuropa (hvis vinteren ikke kommer for hurtigt) og sydpå mod Grækenland - Men følg med, så får vi/I at se
Herlige offentlige toiletter! I første omgang havde vi parkeret lige ved siden af - men ved nærmere kontakt med dunsten, flyttede vi til den modsatte side af pladsen!
Vi er blevet interviewet af Torben Brandt fra DCU
Husk Klik påbillederne!!
Counter